Ligesom for to år siden, da Eva Mulvad havde premiere på hendes seneste dokumentar, så fik vi her på Kulturbunkeren igen lov til at mødes med Mulvad, for tale om hendes nye film, Kirsebæreventyret.
Sidste gang vi talte sammen, var i forbindelse med premieren på [din seneste film] A Modern Man for to år siden, men du var allerede godt i gang med Kirsebæreventyret. Hvordan fik du stablet det på benene?
Det sjove i dokumentaren er, at man kan følge en udvikling hos nogen rigtige mennesker. De fleste menneskers liv er bare ikke så intenst. En halv time af dit liv, ligner nok ikke et Hollywood-drama, så man bliver nødt til at bruge noget tid, så man har nok brikker til at fortælle en historie. Her startede det med spørgsmålet om; hvordan omsætter man en god idé, til en god forretning? Det tager bare rigtig lang tid.
Det måske lidt åndsvagt, men jeg fik et barn, og så begyndte jeg at lave film drypvis i 2011, efter jeg kom tilbage. Det var alle sammen film, som tog lang tid. Man kan måske ikke se det, men det tog mig tre år at lave A Modern Man. På samme måde med Kirsebæreventyret, så var jeg på, når der skete noget. Langsomt får man bygget et materiale op til en fremtid, som man ikke ved hvornår slutter. Man prøver at nå et sted hen, hvor der er nok op- og nedture, eller indsigt i psykologien.
Jeg bed også mærke i, at mange af scenerne bestod af møder og interviews. Så hvor meget fik du ikke med?
Jeg har fået lov til at filme meget, i forhold til, at det er en virksomhed. Jeg ville gerne lave en erhvervshistorie. Det er lidt blevet en erhvervskomedie. Vi prøvede med større virksomheder, men det kunne vi ikke, da der er for mange hensyn til aktiemarkedet og alt muligt. En af producerne kendte Morten, og så fik vi lov til at følge dem.
Sådan en som Harald, synes jeg har givet mig meget. Han ikke været lukket. Det kan du også se i slutningen, hvor vi er med til møder, hvor de har økonomiske problemer. Det kan godt være, at du føler, du ikke er med til nogen ting [som tilskuer], men jeg føler, jeg er kommet et sted hen, hvor de har haft tillid til at vise virksomheden, også når det ikke fungerer. Det er der ikke mange virksomheder, der tør.
Hvordan var det så at være en flue på væggen, i takt med at vennerne skrider længere væk fra hinanden?
Jeg holder meget af de tre mennesker, og er også selv ejer af virksomheden her, Danish Documentary, hvor vi er fire ejere. Jeg ved helt inde i min egen krop, hvordan det er at drive en virksomhed. Noget af det vi ser med Frederiksdal Kirsebærvin er, at Harald er vision og handler. Så har vi Morten som er en ’lønmodtager-type’, som er mere kritisk, men i hans verden sker der måske ikke så meget, hvis man kun havde hans energi. Jeg tror enhver virksomhed må den energi.
På den måde holder jeg af alle karaktererne og kan spejle mig i, hvad der foregår. Jeg håber også folk kan se, at der er ikke nogen af dem, som har mere rent end en anden. Folk der ikke har virksomheder, har måske en familie, hvor den ene er mere ekspansiv og den anden mere forsigtigt, så jeg tror de fleste mennesker kan relatere til det her blik på verden, som de tre mennesker portrætterer.
Så jeg har haft det fint med at være i deres proces, fordi jeg kender den godt selv.
I den kontekst virker det kinesiske eventyr nærmest grotesk, da den kinesiske forretningsmand virker som en rigtig bondefanger. Kunne du mærke, at den historie kunne give dig noget, mens du optog?
Jeg har også været i Japan med Harald, men det blev ikke til noget. Så kom kineserne rullende. Harald havde en sund indstilling til det, for han vidste intet om Kina og havde ikke råd til at ansætte nogen. Så deres tilgang var, at hvis nogen kom måtte de samarbejde med dem og tage ved lære af det. Harald har heller ikke mistet mere end en kunde, som ikke blev så stor, som han gerne ville have.
Jeg synes det er en interessant fortælling om, at bare fordi du har en ordre, giver det ikke sig selv, at du får succes.
Hvad håber du folk får ud af filmen?
Jeg håber folk får lyst til iværksætteri efter at have set filmen, men også få en nuanceret debat om, hvad der skal til for at lave en virksomhed. Vi hører alle historierne om f.eks. [Johan] Bülow, der har lavet Lakrids. Et 25-årigt wonderkid, der sidder på Bornholm og laver Lakrids, der sælger sådan her. Det er ikke så enkelt for de fleste virksomheder at gå fra sjov idé til stor forretning. Der ligger enormt meget arbejdet.
En af de ting jeg også er stolt af filmen er, at de her mennesker også vil mere end forretningen. De vil gerne lave et bæredygtigt produkt. De vil gerne have penge nok, til at dyrke bæredygtigt landbrug, og have lokale arbejdspladser. Jan og Morten vil også gerne udvikle et godt dansk produkt, med rødder ned i de danske traditioner.
Jeg synes det er et godt bud på, at det ikke kun handler om at blive millionærer. Det handler også om at ville lavet noget ordentligt, og det vil de alle tre.
