En klassisk boksefilm med moderne virkemidler.

I den syvende Rocky film følger vi ikke ” The Italian Stallion”, men i stedet det uægte barn af Rockys rival Apollo Creed, Adonis Johnson. Hele Adonis’ liv har været en lang kamp for at vinde erkendelse. Al vreden, der er ophobet i hans daglige liv får han så ud gennem boksning, og da han er noget af en rod vil ingen træne ham. Derfor søger han hjælp hos selveste Rocky, der ganske vist er blevet en smule vakkelvorn med årene, men efter lidt pres overtales Rocky til at blive hans træner.

Endnu en under-dog fortælling.
Fra starten af er det tydeligt, at det er en Rocky film på godt og ondt. Det er den klassiske under-dog historie, om ham der intet har, men som kan vinde det hele i bokseringen. Det stopper dog ikke ved de tematiske ligheder med den første film, vi bliver også fodret med lidt for meget patos efter min smag, og så er der flere tidspunkter, hvor filmen er ufrivillig kikset.

Nu kan det måske lyde lidt negativt, men sådan er det slet ikke. Filmen lever sig fuldstændig ind i sit eget univers, og overholder sine egne love. Det betyder, at når vi endelig når til boksekampene, så er de ladet med en sådan spænding, og filmet med en sådan kreativitet, at man faktisk bliver grebet af begivenhederne.

Særligt en boksekamp i midten af filmen er beundringsværdig, da den på mystisk vis er filmet i en indstilling, selvom bokserne kommer fysisk til skade og bløder. Det er sådanne øjeblikke, hvor filmen virkelig fanger, og så er det bare ærgerligt, at vi hele tiden bliver mindet om, at historien er en del af et større univers, og ikke kan få lov til at stå for sig selv.

Hæmmet af sin fortid.
For det er altså ikke kun Adonis, der er hæmmet af sin fortid, det samme gør sig gældende for filmen som helhed. Bedst er dette repræsenteret ved en noget slidt og til tider malplaceret Sylvester Stallone, der ikke virker til stede igennem det meste af filmen, mens det romantiske sideplot bliver fastlåst i et forsøg på at spejle de tidligere film. Alt dette bliver dog udjævnet af Michael B. Jordan, der som Adonis skaber en person, hvis smerte er til at forstå, og hvis inderlige godhed fremstår overbevisende.

Creed er en klassisk boksefilm med utallige træningsmontager og med alle de psykiske problemer, man må kæmpe sig igennem og bearbejde i ringen. Som en film i Rocky-universet er den dog ikke noget særligt, da hele filmen er genstrømmet af deja-vu, og det er virkelig ærgerligt, for i glimt bliver man revet med og ser tegn på en langt bedre film, der kunne have været, hvis den havde stået alene.