Ikke meget lykkes i Guillermo del Toros seneste gotiske mareridt.
Instruktøren Guillermo del Toro er manden bag vidt forskellige film, fra den dystre magiske fortælling om Pans labyrint, og til det den eksplosive, men tungnemme action Blockbuster Pacific Rim. Crimson Peak er derimod en blanding af de to, bare ikke på den gode måde.
Vi befinde os i 1901, hvor den unge amerikanske Edith Cushing (Mia Wasikowska) bliver forelsket i den engelske adelsmand Thomas Sharpe (Tom Hiddleston). Deres store kærlighed fører til et ægteskab, hvorefter Edith flytter med Thomas til hans slot i England ved Crimson Peak, der på dansk bliver til den blodrøde høj. Det, der burde være en tid fuld af kærlighed bliver dog sat på en prøve, da slottet er befæstet med spøgelser, der lurer bag alle hjørner, mens Thomas og hans søster Lucille (Jessica Chastain), måske har ugler i mosen.
Et periodedrama med spøgelser.
Det er en intim fortælling. Med undtagelse af et par biroller, der tilbringer det meste af tiden som baggrundstapet, følger vi hovedsagelig Edith, Thomas og hans søster Lucille. Med så få karakterer er det svært at opbygge et stort, intenst og spændende drama, hvilket også er en af filmen største svagheder.
For i stedet for at komme i dybden med vores trio, render Edith alene og forvirret rundt på slottet ved ”Den blodrøde høj”, og bliver skræmt, dog uden der rigtig sker noget. Det er et forsøg på at skabe en uhyggelig stemning, men det etableres meget hurtigt, at spøgelserne, selvom de er uhyggelige, ikke er deciderede farlige, men blot mennesker fanget på jorden. Og når det ikke lykkes at skabe den uhyggelige og dramatiske stemning, bliver det eneste redning skuespillerne, der dog heller ikke får leveret i denne omgang.
Mia Wasikowska har ikke særlig meget at arbejde med, fordi Edith er ualmindelig passiv. På trods af utallige advarsler og indirekte hentydninger fra alle omkring hende, forbliver hun handlingslammet. Tom Hiddleston er temmelig overfladisk og intetsigende som Thomas, mens Jessica Chastain langsomt går fra at være skræmmende til ufrivillig komisk. For hele moradset bliver hjulpet på vej af en mildest talt kedelig historie, der er mere interesseret i at være chokerende og melodramatisk end sammenhængende og indsigtsfuld.
Stadig en flot film.
Men selvom der er meget man kan klandre filmen for, er den stadig fuld af flotte billeder og er en fryd for øjet. Alt fra kostumerne, designet af spøgelserne, og hele det gotiske udseende er virkelig detaljeret, helt ned til forskellen i farvetonen mellem USA og England. Universet er flot og makabert, men historien følger desværre ikke med.
Crimson Peak er næsten ikke andet end uindfriet potentiale. Med en trio af kendte og talentfulde skuespillere i de bærende roller, og en Guillermo del Toro, der vender tilbage til sine gotiske rødder burde det have været en ren sejrersdans, men ingen af enkeltdelene danner en sammenhængende helhed. På trods af en flot og idiosynkratisk mystik, ender det alligevel med at være et ufrivillig komisk melodrama med dystre, gotiske og overnaturlige undertoner. Og selvom det på papiret lyder interessant, så er det mest af alt langtrukken og fjollet. Måske havde fortællingen virket mere frisk, hvis det var en nybegynder, der stod bag, men med del Toro bag roret, burde man kunne forvente noget mere, og deri ligger den største skuffelse.
- Release Date: 10/15/2015