Danica Curcic er en kommende Bodil- og Robertvinder i et stramt og fokuseret balletdrama

I Darling følger vi titelkarakteren spillet af Danica Curcic. Hun er en berømt balletdanser, hvis liv kører fuldstændig efter hendes nøje kortlagte plan. Da vi hopper ind i hendes liv er forberedelserne til klassikeren ’Giselle’ i gang, hvor hun selvfølgelig spiller hovedrollen. Samtidig har hun en rigtig godt forhold til hendes mand Frans (Gustaf Skarsgård), der både er koreografen og hendes tro følgesvend.

Alting har dog en pris, og eftersom Darling bogstaveligt talt har givet sig selv 110% hele karrieren, og bedøvet sig selv med stoffer i sted for at lade kroppen komme sig, så er det skæbnens ironi, at kroppen siger fra, så hun må indstille karrieren. Med et er hele hendes identitet og liv faldet på gulvet, og så må hun prøve at genskabe sig selv, samtidig med, at hun må se magtesløst til imens den unge Polly overtager hendes plads i stykket.

Fuld af klichéer, og så alligevel ikke
Du tænker nok efter dette lange resume, at du sikkert allerede ved, hvordan det hele kommer til at gå, og det gør du nok også – men så enkelt er det alligevel heller ikke. For ganske vidst udvikler Darling et meget naturligt jalouxi overfor alle omkring hende, særligt Frans og Polly, og selvfølgelig forsøger hun at tackle følelsen på den mest indlysende måde. Det er altså klichéer som da hun eksempelvis begynder at overtage træningen af Polly og psykologisk presser hende til det yderste det, ligesom hun langsomt skubber hendes mand længere og længere væk fra sig, fordi han minder hende om alt det hun har mistet.

Heldigvis for filmen er Danic Curcic så gennemført fantastisk, at hun får Darlings meget forudsigelige udvikling til at fremstå medrivende. Curcic ejer alle scenerne hun er med i, og hvis det ikke allerede var etableret, så bliver det i hvert fald cementeret her, at hun er en de bedste danske skuespillere vi har.

Der hvor filmen dog går hen og bliver til mere end blot en showcase for Curcic er i portrætteringen af menneskerne omkring hende. For selvom Darling måske er en kliché, så er alle de andre det ikke. Uden at afsløre for meget, så reagerer de meget mere naturligt end det ellers normalt er tilfældet i melodramaer. Så Kim Fupz Aakeson har diskret snævret en del autentiske mennesker ind i en ellers meget velkendt skabelon.

Darling ser på overfladen måske ikke ud af så meget, men det er den. Klichéerne om jagten på det perfekte er unægtelig tilstede, men filmen hæver sig gennem fænomenalt skuespil, emotionelt drama og uventede karakteriseringer op til noget ekstraordinært. Derfor vil jeg heller ikke være overrasket, hvis filmen gik hen og blive en klassiker med tiden.