En mesterlig adaptation af Dickens’ klassiker

Der bliver lystigt leget med filmmediet fra første færd, i Armando Iannuccis nye udgave af Dickens’ David Copperfield. Det første vi ser, er et tomt teater, som den voksne David Copperfield træder ind på, for at fortælle historien om sit liv, hvorefter han bare vender sig om og nu befinder sig på en mark på vej mod at bevidne sin egen fødsel. Det er en vildt effektiv måde at starte filmen på, og instruktør Armando Iannucci fortsætter på gemytlig vis med at lege med, hvordan begivenhederne bliver præsenteret, når det nu er hovedkarakteren selv, der gengiver sit eget liv.

Mangfoldig på den gode måde
De fleste, der tænker på enhver victoriansk fortælling, vil nok finde det bemærkelsesværdigt, at Dev Patel spiller David Copperfield, da han har et meget klassisk sydasiatisk udseende. Den store genistreg er dog netop valget af Patel i hovedrollen, for han passer helt perfekt. Han besidder en intensitet og gåpåmod i alt hvad han gør, og det er den helt rette energi til David, der må kæmpe sig igennem et liv, fuld af op- og nedture.

Med valget af Patel opstår der også nye muligheder for resten af filmens ensemble, og dem gør Armando Iannucci lystigt brug af, i form af farveblind casting. Det betyder praktisk talt, at David Copperfields mor er hvid, ligesom en anden hvid karakter har en sort mor mfl. Der bliver ikke gjort noget stort nummer ud af det, og da jeg så filmen for første gang i Toronto for et år siden, lagde jeg ikke en gang mærke til det, fordi deres hudfarve ikke spiller nogen rolle i historien. Det er her hvor etnisk mangfoldighed bliver befriende at se, når det kan lade sig gøre at lave en film som denne, hvor hovedtemaet ikke er racisme.

Jeg ved godt, at det er paradoksalt, med tanke på, hvor meget spalteplads jeg har brugt på at fremhæve det, men min pointe er egentlig ganske enkelt. Det her er måden man skaber rigtig mangfoldighed på film, ved at normalisere folks forskellighed og se dem som mennesker, i stedet for at fremhæve hver eneste outlier fra et konservative verdensbillede som banebrydende.

En frydefuld fornøjelse
For det er et helt fænomenalt ensemble, hvor særligt Hugh Laurie, Tilda Swinton og Peter Capaldi stjæler hver eneste scene, de medvirker. Forlægget er også godt, så der behøves ikke at tilføres noget kunstigt drama, for at gøre David Copperfields liv interessant på det store lærred.

Hvis der dog skal siges noget negativt om filmen, er det, at det vilde tjubang tempo langsomt ebber ud i tredje akt, hvor situationerne begynder at gentage sig selv en kende for meget, og dramaet bliver lidt for langtrukket, men det er så tæt på målstregen, at det ikke påvirker helhedsoplevelsen det store.

David Copperfield er bare en udsøgt fornøjelse at se. Det er ikke bare en god adaptation af Dickens originale roman, men en helstøbt film, der virkelig gør brug af mediets styrker, til at gøre historien levende og engagerende. Ensemblet er fantastisk og mangfoldigt på en måde, der faktisk er prisværdigt, og så bliver man i godt humør af at være en del af Davids vidunderlige liv.