De gyldne år

Kategori Biografen af - juli 14, 2016
De gyldne år

En kreativ skildring af minder i en film, der dog vil alt for meget.

3stars

At lave en film om minder er altid en svær opgave, for hvordan får man repræsenteret den upålidelighed der hænger sammen med erindringer? Jeg mener at hukommelsen er en ekstremt subjektiv størrelse, og derfor må en film, som er båret af minder også på en eller anden måde være præget af en upålidelig fortæller. Arnaud Desplechin forsøger i sin film De gyldne år (på fransk: Trois souvenirs de ma jeunesse) at vise værdien af minder igennem karakteren Paul Dédalus, en fiktiv kararakter som Desplechin også har portrætteret i sin tidligere film Comment je me suis disputé… (ma vie sexuelle).

Filmen omhandler Paul som middelalderende mand spillet af Mathieu Amalric (som også spillede ham i den første film af Desplechin). Paul vender hjem til Frankrig efter nogle år som etnolog i Tajikistan og begynder at mindes tre forskellige perioder fra sin fortid. Man ser ham først som barn, hvor han flygter hjemmefra på grund af en mor med psykiske problemer og en fraværende far. Dernæst følger man ham på studietur i Rusland, hvor han forsøger at hjælpe nogle jøder med at flygte til Israel og til sidst ser man ham opleve sin første kærlighed, og alle de gode og dårlige oplevelser som det medfører.

Et liv fortalt i tre afsnit.
Filmen er opdelt i tre dele ud fra hvert af de tre minder, og afrundes så med en epilog hvor den voksne Paul prøver at fordøje disse minder. Længden af de tre dele vokser eksponentielt, da der bliver kørt meget hurtigt over Pauls barndomsminder og dernæst dvælet lidt mere ved Ruslandsturen. Den tredje del får tildelt klart mest spilletid, da det tydeligvis er den samling af erindringer der bærer mest betydning for Paul.

Størstedelen af spilletiden bliver tildelt den unge Paul i anden og tredje del af filmen, og han bliver spillet af debutanten Quentin Dolmaire, som gør det virkelig solidt, og slet ikke viser noget uerfarenhed. Mindst ligeså god er en anden debutant, Lou Roy-Lecollinet, i rollen som Pauls første store kærlighed, Esther. Der fremstår en god og naturlig kemi imellem dem, og man skulle tro at de havde spillet sammen i flere år. Den mere rutinerede Mathieu Amalric er også god som den voksne Paul (selvom han dog har overraskende lidt ’screen time’), og i en lille birolle som Pauls lillesøster brænder Lily Taieb ligeledes stærkt igennem.

Det kaotiske og det subjektive ved minder forsøger Desplechin at udtrykke i en slags filmisk udgave af ’stream of consciousness’, hvor der ofte klippes pludseligt og hurtigt mellem en masse korte forskellige scener, hvilket dog ikke altid har den effekt som jeg tror at det skulle have, og nogle gange fremstår alt for rodet og uforklaret. Samtidig er der også enkelte af disse scener, som jeg synes det er svært at se meningen i at skulle inkluderes i filmen.

Gaber over for meget.
Det giver fin mening at de tre dele bliver længere og længere, for det fremstår realistisk at Pauls minder har større indflydelse på hans hukommelse jo ældre han bliver igennem teenageårene. Dog er det en smule forstyrrende at der er en lidt unødvendig ’fortæller’ til at forklare tingene, og hvor Paul er omtalt i tredje person som om at det ikke er ham selv der gengiver minderne. Hvis ikke det skal forestille at være Paul selv der skildrer sine meninger, så synes jeg ikke at den kaotiske stil giver den store mening.

Udover at omhandle minders værdi, så forsøger De gyldne år også at være en slags ’coming of age’-film, hvilket dog gør at filmen prøver at gabe over alt for meget. Via minderne bliver vi stillet overfor alverdens drama som Paul skal gennemgå og på de lidt under to timers spilletid forsøger filmen at vise hvordan han både skal håndtere en psykisk syg mor som begår selvmord, en fraværende far, to mindre søskende der også lider under forældrefravær, mødre-skikkelser der (ligesom hans rigtige mor) dør, eksistentialistiske tanker omkring en dobbeltgænger og værdien og de tilhørende problemer af ægte kærlighed.

Samtidig med dette vil filmen også gerne give sine biroller dybde, så der bliver vist enkelte scener, hvor et par af karaktererne får tilføjet lidt personlig drama. Alle disse forskellige ting som De gyldne år forsøger at nå, gør dog at filmen mister fokus, og mange situationer fremstår forhastet og uden dybde, samtidig med at nogle af handlingstrådene bliver droppet uden forklaring eller forløsning.

Jeg har ikke set Desplechins første film om Paul Dédalus, og jeg ved derfor ikke hvor vigtigt det er at have set den i forhold til tillægge dybde til alle de forskellige historier som De gyldne år prøver at fortælle, men som enkeltstående film lykkedes det i hvert fald ikke for filmen at gøre alle de enkelte plottråde interessante. Det er rart at se en ambitiøs film med godt skuespil, men desværre er De gyldne år alt for ambitiøs, og resultatet ender derfor med at blive lidt halvlunket.

  • Release Date: 7/14/2016
This post was written by
Kommentarer er lukket.