De uskyldige

Kategori Biografen skrevet af - november 18, 2021
De uskyldige

En intens og opfindsom gyser

Den norske gyser, De uskyldige, er virkelig en svær film at forholde sig til, for den efterlader en med en masse spørgsmål. Ikke nok med, at plottet er et ganske usædvanligt et af slagsen, da filmen handler om den blot niårige Ida, der sammen med sine forældre og autistiske storesøster Anna i starten flytter ind i et boligkompleks. Det lyder som begyndelsen på et socialrealistisk drama, men historien tager pludselig en meget uventet og makaber drejning, da de møder de tog andre børn Ben og Aisha, og finder ud af, at de er forbundet på mystisk vis.

Uden at afsløre mere af plottet, kan jeg blot nævne, at jeg sjældent har se en film, der var så ubehagelig at sidde igennem. Jeg må selvfølgelig medgive, at jeg ikke er den store gyserfanatiker, men der er et eller andet ved, at det er børn, som er involveret i en meget voldelig leg, som er ekstremt urofremkaldende hos mig. Jeg kan slet ikke være i mig selv, når jeg ser sådan noget, og manuskriptforfatter og instruktør Eskild Vogt er tydeligvis godt klar over, at han befinder sig i en gråzone, så derfor sørger han for, stille og roligt at intensivere tingene, så man faktisk ender med at forstå, hvorfor tingene ender så brutalt som de gør.

Genrenedbrydende
For det er som sagt en film, der har en niårig pige i hovedrollen, og det kunne selvfølgelig være brugt som en gimmick, som man eksempelvis så i IT, hvor en række børn bliver jagtet af en morderisk klovn, men her er det helt nede på jorden og fortalt fra børnenes perspektiv. Og det gør det kun endnu mere uhyggeligt, når de her fire børneskuespillere er så fantastiske som de er. Jeg tror på hver eneste replik de leverer, og jeg køber fuldstændig ind på deres ”barnlige perspektiv”, som gør, at nogle af de handlinger som de udfører, der ville være nærmest psykopatiske, hvis de var voksne, slet ikke har den samme konnotation, når den bliver udført af et uskyldigt barn.

De uskyldige lever i et spændingsfelt, ikke bare mellem god og dårlig smag, men også mellem genre og kan vel bedst beskrives, som en hybrid mellem gyser og socialrealisme. Filmen er fantastisk godt glade, børnene er intet mindre end fremragende og selvom konceptet måske på papiret virker ekstremt fjollet, så er eksekveringen helt eminent. Så der er ingen tvivl om, at filmen på alle objektive parametre ganske enkelt er fremragende, men samtidig havde jeg det dårligt i næsten hvert eneste sekund. Det kan godt være, at der ikke er særligt meget blod i den her film og det meste af brutaliteten foregår uden for kameraet, men sjældent har jeg haft det så dårligt, mens jeg sad og så en film.

Så derfor har jeg det lige så ambivalent, som det spændingsfelt filmen opererer i, og derfor vil jeg tillade mig både at anbefale filmen, men jeg vil også samtidig skrive, at jeg aldrig har lyst til at se den igen.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her