Demolition

Kategori Biografen skrevet af - juni 30, 2016
Demolition

En usædvanlig, men begavet bearbejdelse af døden.

4stars

I Demolition følger vi den succesfulde bankmand Davis (Jake Gyllenhaal). Han lever et liv præget af rutiner og profitmaksimering, men da hans kone dør i en bilulykke, falder hele hans verden fra hinanden. Davis’ rejse udmunder sig dog ikke umiddelbart et stereotyp vredesudbrud, men i et klagebrav til firmaet bag en slikautomat, som gik i stykke, lige efter konens død. Hans åbenhjertede klagebrev bliver læst af kundeservicemedarbejderen, Karen (Naomi Watts), der kan genkende hans følelsesmæssige problemer, og sammen danner de et uventet tæt bånd.

Klar morale, men uventet udvikling.
Det er meget tydeligt, hvad budskabet er, når man tager en bankmand, fra det mest cortikale og kolde miljø i arbejdsverdenen, og tvinger ham til at tage sit liv til efterretning og opføre sig fuldstændig uortodoks og uhæmmet. Ikke desto mindre er det et relevant budskab, og mådes det fortælles på er også helt og aldeles gennemført. For hvor budskabet måske er ligetil, så er historiens udvikling mere ærlig end ustruktureret.

Selvfølgelig, ender Davis og Karen med at mødes efter at have udskudt det længe, men det fører ikke nødvendigvis til en storslået romance mellem de to, eller en kolossal omvæltning af deres respektive liv med strygermusik i baggrunden. Deres samtaler med hinanden er autentiske og menneskelig, men uden på noget tidspunkt at være ”meta” eller selvfede fra filmskabernes side.

Alle karaktererne opfører sig troværdigt, og det betyder også, at Karen eksempelvis forsvinder ud af filmen i 10-15 minutter, hvor Davis i stedet tilbringer tid sammen med hendes søn, Chris, fordi det på det tidspunkt er naturligt, at netop disse to mennesker mødes og hjælper hinanden. Chris bliver i øvrigt spillet af Judah Lewis, der er helt eminent, og som jeg håber kan udfolde sig mere efterhånden som han bliver ældre.

Gyllenhaal er fantastisk, det meste af tiden.
Der er dog stadig problemer med filmen som helhed. Den løse struktur giver nemlig bagslag hen mod slutningen, hvor klichéerne pludselig hobes op. Og så er der selvfølgelig også Jake Gyllenhaal. For Gyllenhaal er på bare tre år blevet en af de mest interessante skuespillere i Hollywood. Personligt finder jeg ham altid mere end kompetent. Men her begiver han sig uden for sin komfortzone, og der er vise steder, hvor han bare ikke spiller til sine styrker.

I scener, hvor han er indebrændt eller forsøger at tilpasse sig omgangskredsen, som da han øver sig på at græde foran spejlet, fordi det forventes af ham, er Gyllenhaal i sit es og rammer plet. Det halter derimod mere i de storslåede scener, hvor han bryder sammen eller opfører sig komplet uortodoks, fordi det fremstår forkrampet og unaturligt til forskel fra resten af filmen.

Demolition er et virkelig godt portrætdrama, hvor vi bevæger hos helt ind i kernen af en person, for at afdække hvem de egentlig er. Den når næsten op på siden af de bedste i genren som Shame eller Dallas Buyers Club, men bliver i sidste ende tynget af genrens klichéer. Publikumsvenlig er den heller ikke, men samtalerne mellem menneskerne, er så autentiske og begavet skrevet, at mange af filmens andre mangler sagtens kan blive tilgivet. Tilset så dette, at skuespillet også er i top, og så er det svært at blive skuffet, så længe man er forberedt på at se et troværdigt drama.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her