Endnu en teenagefilm, hvor de eneste mennesker er teenagere.

Det hele startede ellers så godt.

Filmen begynder ildevarslende med, at vi ser den ellers så kønne Chloe Grace Moretz, snige sig ind i en tankstation, der er blevet fuldstændig plyndret. Hendes sko er tapet sammen, hun bærer en voksent blik i sine øjne, hendes ansigt er beskidt, og hendes reaktion på mødet med et andet mennesket er ikke venligt, men rent overlevelsesinstinkt. Hvad har ført en helt almindelig person så langt ud på kanten af afgrunden, hvorfor er alt blevet ødelagt, og hvad er formålet med den bamse hun bærer rundt på?

Der er med andre ord et utal af spørgsmål og forhåbninger, der bliver skabt i Den 5. bølges åbningsscene, men så snart filmen springer tilbage i tiden, bliver det hurtigt tydeligt, at det er endnu en young-adult film, i samme stil som Twillight-serien.

Ligesom alle de andre.
For i det reelle plot, følger vi pigen Cassie (Chloe Grace Moretz), en helt normal teenagepige, hvis verden bliver forandret for altid, da Jorden bliver invaderet af aliens, der går under navnet ”de andre”. Der går ikke længe inden de voksne uddør, og så er der kun børnene og hæren tilbage til at forsvare menneskeheden mod ”de andre”.

Det er ikke ligefrem det mest originale påskud for en film, men det bliver desværre værre. For der er også et virkelig påtaget romantisksideplot, mellem to karakterer, der er så forhastet, at det er noget nær umuligt at forstå, hvorfor de bliver forelsket i hinanden. Alt dette kunne sikkert været endt godt, men historien er så ufokuseret og vil så gerne være springbræt i en ny serie, at filmen aldrig rigtig kan stå på egne ben.

Alle ser godt ud.
Som et godt eksempel på, hvordan filmskaberne har truffet en lang række uheldige beslutninger, i forhold til at skabe en klaustrofobisk og intensiv atmosfære, så ser alle børnene altid ud som om de er hevet ud af en L’Oreal reklame. Det er til trods for, at størstedelen af filmen følger Cassie, mens hun vandrer i dagevis gennem en skov. Hun kan godt få lidt jord på sine bukser og snavs i ansigtet, men håret og læbestiften stråler altid.

Der er selvfølgelig enkelte lyspunkter. Eksempelvis er det altid rart at se Liev Schreiber dukke op, også selvom det er hans mest stoiske præstation til dags dato, og så forsøger filmen i det mindste at være så voldelig og uhyggelig den må være, uden at aldersgrænsen udelukker teenagerne fra biografen.

Meget positivt er der ikke at sige om Den 5. bølge. Det er en ungdomsfilm, der på alle måder er bygget op over skabeloner, og som ikke har noget stort personligt udtryk. Der er enkelte lysglimt undervejs, men den samlede oplevelse kollapser under kravene fra studio’et, de manglende ambitioner og de altid kønne mennesker midt i Jordens undergang.