Den store kærlighed, men uden passionen

I Den alvorsfulde leg følger vi Lydia og Arvid, der befinder sig i starten af 1900-tallet. Da de møder hinanden er det kærlighed ved første blik, men da de er fattige bliver de tvunget til at gifte sig med andre mere finansielt fornuftige personer. Efter de har glemt deres forelskelse møder de hinanden 10 år senere, og begynder en affære, der for alvor sætter dem i et dilemma mellem det trygge og det ægte.

Klassisk, som klassisk kan være.
Der en klassisk historie om kampen mellem kærlighed og passion. Udover, at man måske ikke forbinder Sverige med ukontrollerbar passion, så har du nok set det hele før. Det er nemlig ikke bare plottet, men også tidsperioden, skuespillet og overklassekulturen som til forveksling ligner noget fra en Jane Austen roman. Dermed ikke sagt, at det er dårligt af den årsag, men det står meget hurtigt klart, at det er den samme tragiske kærlighedshistorie som vi er blevet spist af med, så længe jeg kan huske tilbage.

Kernen af problemet ligger i de to skuespillere, Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof, der skal være hovedkuldsforelsket. De er selvfølgelig meget pæne, men der er intet tidspunkt, hvor jeg inderligt føler, at de er forelsket i hinanden. Manuskriptet gør dem heller ingen tjeneste ved at give dem så lidt tid sammen, at selv to skuespillere med bedre kemi ville have haft svært ved at få det til at fungere, og det er et stort problem, når hele dramaet bygger på deres uopnåelige kærlighed.

Den alvorsfulde leg, er tydeligvis ikke lavet til mig. Jeg kan ikke mærke hverken kærligheden eller passionen i filmen, og selvom jeg må anerkende, at kostumerne, designet og historien er fornemt fortalt, så blev jeg aldrig grebet undervejs, og derfor er det svært for mig virkelig at anbefale filmen.