Den lille prins (Blu-ray)

Kategori Hjemmevideo skrevet af - oktober 20, 2016
Den lille prins (Blu-ray)

Da jeg så filmen i biografen for første gang var det kulminationen på den perfekte storm. Denne nye genfortælling af Den lille prins, viste ikke bare, at animationsfilm har evne til fortælle en historie på tværs af aldersgrupper og segmenter, men den viste også, at denne genre rummer flere visuelle muligheder, end optaget med et fysisk kamera nogensinde ville have.

Jeg kan ikke beskrive det bedre, end jeg gjorde første gang, så her er min anmeldelse, fra da filmen havde premiere i biografen.


I Mark Osbornes genfortolkning af Antoine de Saint-Exupérys fortælling om Den lille prins følger vi en lille pige, som igennem mødet med en gammel mand introduceres til historien om prinsen. Parallelt med fortællingen om den lille prins, følger vi også historien om den lille pige, der kæmper for at komme ind på Akademiet. Det er en del af hendes mors nøje planlagt livsplan for hende, men langsomt begynder den lille pige at miste interessen. Den lille pige lærer nemlig, hvordan det er at være barn.

denlilleprins1

Fanget mellem to verdener.
Det bliver begyndelsen på en fantastisk historie, som fuldstændig fortryller seeren og efterlader én med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen, alt i mens man ønsker, at den lille prins ville komme og banke lidt fornuft ind i politikernes hoveder. Selvom Antoine de Saint-Exupéry kan tage en stor del af æren for den fantastiske historie, så er måden Osborne har tolket den på utroligt vellykket.

Scenerne skifter mellem perfekt animation og smuk og livlig stop motion. Alle de enkelte dele spiller utroligt godt sammen med selve historien, som veksler mellem pigens nutidige, ensformige og triste verden og den lille prins’ finurlige og fantasifulde verden. På den måde understreges forskelligheden mellem de to verdener.

Filmen er velegnet til både børn og voksne, fordi den rummer både ømhed, spænding, kærlighed og latter, men samtidig også et kritisk budskab af det samfund vi opfostrer vores børn i.

En begavet allegori af vores virkelighed.
Under filmen kunne jeg ikke lade være med at tænke på de uendelige prøvelser, konkurrencer og lange skoledage vi udsætter vores børn for, og hvordan hele deres barndom hurtigt rettet mod at få den rigtige viden og erfaring, så man kan bevæge sig videre til det næste trin i skolesystemet.

Og så kommer denne skønhed af en animationsfilm til verden og minder os om, at det vigtigste ved at blive voksen er ikke at glemme barndommen. Det er kun, hvis tør følge sit hjerte, at man kan se, hvad der virkelig betyder noget for en – og det gjorde jeg i den grad med denne film, så meget at mine øjne flere gange svømmede over med glædeståre.

Filmen får selvfølgelig 6 kæmpe, kæmpe store stjerner, fordi den er en fuldkommen genial fortolkning af det allerede geniale mesterværk Den lille prins.

6stars

Yasmin Turan Mikkelsen
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.

Efterlad en kommentar her