En begavet dekonstruktion af familien

I dramaet Det er bare verdens undergang, møder vi den hjemvendte forfatter Louis (Gaspard Ulliel). Det er efterhånden ved at være 12 år siden han sidst besøgt hans familie, men han er nu tilbage for at spise frokost sammen med dem. Årsagen er dog mere dyster end som så, for Louis er kun vendt tilbage for at fortælle dem, at han snart skal dø. Hans plan går dog hurtigt i vasken, da han bliver mødt med udfordringer på alle fronter, eftersom hans mor og søskende ikke ligefrem har klaret sig særlig godt i hans fravær.

Et kreativt socialrealistisk drama
Det lyder bogstaveligt talt som et klassisk køkkenvaskdrama, som vi ellers er så vant til, at vi i Norden er bedst til at producere, men heldigvis rummer filmen meget mere end blot det familiære drama. Bølgerne går ganske vidst højt i løbet af dagen, og det handler også hovedsageligt om at udforske forholdet mellem disse mennesker, men instruktør Xavier Dolan har til trods for den meget sparsomme lokalitet alligevel fundet på kreative måder at udvide historien og oplevelsen ud over de fysiske rammer. Dolan gør dette ved at visualisere den meget stille Louis’ tanker som meget effektfulde montager, der på de helt rigtige tidspunkter i historien er med til at give os et indblik og en forståelse af hans perspektiv, selvom han er så magtesløs i familien, at han næsten ikke magter at ytre sin holdning. Til gengæld gør alle de andre i familien det.

Vi har her at gøre med en perlerække af internationalt succesfulde skuespillere, der måske ikke altid er lige god i produktioner uden for Frankrigs grænser, men som her får lov til at vise, hvorfor de er så efterspurgte i hele verden. Vincent Cassels hårde facon som den gnavne og sammenbidte bror har en større dybde, når man kan mærke, at han faktisk forstår, hvad han siger, og Marion Cotillard leverer en subtil præstation som hans underdanige og stilfærdige kone. Det er dog særlig Léa Seydoux som den fortabte lillesøster, der virkelig stråler her. Hun giver rollen en vis naturlig skævhed, der er med til at gøre hendes historie både gribende og utrolig troværdig.

Med alle disse elementer skulle man også næsten tro, at filmen er en perfekt skildring af det minefelt, som er familien og de nære relationer, der ikke kan undgå at påvirke os på måder, som vi ikke havde håbet, og, hvor vi påvirker andre lige så. Alle de velkonstruerede og autentiske familierelationer falder dog lidt til jorden, da moderen pludselig ændrer karakter halvvejs gennem filmen og bliver den mest selvbevidste person i familien, til trods for, at de fleste problemer stammer fra hende selv. Dette karakterbrud udmunder sig i en besynderlig svada fra moderen til Louis, der ikke bare er fuldstændig upassende for historien, men som også af uransagelige årsager faktisk taler ned til publikum.

En enkelt utroværdig karakter er dog ikke nok til at ødelægge helhedsoplevelsen. For Xavier Dolan har med Det er bare verdens undergang skabt et autentisk drama, og en interessant dekonstruktion af familierelationer, der er fuld af gode skuespilspræstationer. Derfor snyder du dig selv for en god oplevelse, hvis ikke du tager ind i biografen og ser den.