Endnu en nervepirrende intens film fra Kathryn Bigelow
Detroit er den seneste film fra verdens eneste kvindelige Oscarvindende instruktør nogensinde Kathryn Bigelow. Filmen har været en del år undervejs, da vi skal helt tilbage til 2013 for at finde hendes forrige film, Zero Dark Thirty.
Denne gang handler det om raceurolighederne i USA, nærmere bestemt byen Detroit, hvor det nåede sit katastrofale højdepunkt i år 1967. De sorte havde fået nok af at blive undertrykt og mishandlet af politiet, arbejdsgiverne og samfundsstrukturen. Det førte til flere dages voldsomme optøjer, hvor dele af byen blev forvandlet til en rendyrket krigszone, hvor også militæret og kampvogne kørte rundt i gaderne. Dette er dog kun kulissen for den historie Bigelow egentlig vil fortælle. Hun er nemlig mere interesseret i den rædselsfulde nat på motellet Algiers. Uden at afsløre for meget, så behandler hun det som kulminationen på alle optøjerne, og det er en frygtindgydende begivenhed, hvor flere sorte blev myrdet, men hvor retfærdigheden var svær at finde.
Intens
Hvis der er noget som Bigelow kan, så er det at iscenesætte en dramatisk scene. Filmen her er næsten to en halv time lang, men der er ikke et kedeligt øjeblik, tværtimod. Man knuger virkelig sine hænder fast til sædet undervejs, og jeg blev oprigtigt rystet over mange af sekvenserne undervejs. Dette skyldes ikke, at hun bygger scenerne op over en uforudsigelig suspense, men derimod, at det hele fremstår så virkelighedstro, at man efterlader biografen dybt rystet over, at sådanne scener stadigvæk kan finde sted.
Alle skuespillerne er i deres livsform, og leverer præstationer, der er så troværdige, at det på intet tidspunkt føles som om de overspiller af hensyn til kameraet. Samtidig er der dog en person, der skiller sig ud, og det er Will Poulter som den racistiske politibetjent Krauss. Han portrætterer ham som en mand, der inderligt ikke forstår, hvorfor det han gør er forkert. Det er også gennem ham, at vi få et lille indblik i, hvordan sådanne uhyggelige scener kan finde sted, uden at nogen griber ind, eller forsøger at ændre på tingene.
Det hele skal med
Det, at hele konflikten stort set kun bliver bearbejdet gennem stykkes skurk, berører også meget godt, filmens største problem. Der er ingen tvivl om, at det og lave en film om racekonflikter i USA er en tikkende bombe, hvis ikke man virkelig passer meget på. Filmen kan derfor til tider føles som en store balancegang, mellem at være ærlig, men uden at blive didaktisk, som det ellers ofte er tilfældet med amerikanske film.
Bigelow har forsøgt at løse dette problem, ved at have en næsten dokumentaristisk udlægning af begivenhederne, hvor filmen i sig selv ikke peger fingre af nogen, men blot viser, hvordan personerne opførte sig. Hun sætter derfor en stor lid til, at publikum kan tænke selv. Men for at det ikke skal være for tungt for publikum, vælger hun derfor også at berører alle dele af situationen, både før og efter. Det betyder, at vi både skal have optøjerne før den skæbnesvangre nat på motellet, men også det efterfølgende retssagsdrama. I sidste ende er det dog bare med til at gøre filmen mere ufokuseret, end den behøvede at være, hvilket er en skam.
Detroit er endnu en fremragende film fra Kathryn Bigelow. Hun tør både at hive fat i et af de mørkeste kapitler i USAs historie, men også samtidig at udlægge det uden at være didaktisk og belærende over for seeren. Hvis der er nogen, der forstår at skabe en intens og nervepirrende scene, så er det hende. Man er aldrig i nærheden af at kede sig, selvom det er en lang film, og på trods af, at filmen ville have haft godt af en lidt strammere fortælling, så kommer man ikke uden om, at det er en hjerteskærende film, der virkelig belyser, hvor rodet USAs forhold til forskellige mennesker er.
