Døden på Nilen

Kategori Biografen skrevet af - februar 10, 2022
Døden på Nilen

Fokus bliver aldrig på krimien

Jeg var ikke den allerstørste fan af Mordet på Orientekspressen, der for nogle få år siden blev startskuddet på en helt ny Hercule Poirot serie, med Kenneth Branagh som den excentriske detektiv. Der var lidt for meget fokus på et forceret melodrama, de store teatralske armbevægelser og værst af alt blev mordmysteriet skubbede i baggrunden til fordel for at udpensle Poirots følelsesliv, øjensynligt fordi instruktør og hovedrolle er en og samme person.

Med den seneste adaptation af Agatha Christies roman, Døden på Nilen, bliver der dog ikke rettet op på disse mangler, men i stedet fylder udenom snakken og hovedkarakterens følelsesliv bare endnu mere.

Hvad er meningen?
Allerede fra start er det som om, at noget er gået galt undervejs i produktionen. For til trods for, at historien udspiller sig i billedskønne omgivelser på en bryllupsrejse langs med Nilen, har jeg sjældent set en mere talende og teaterlignende film i en biograf længe. Der er tilsyneladende ikke grænser for hvor megen eksposition karaktererne kan fyre af, og den helt store attraktion ved at placere sin historie et sted på jorden, hvor de færreste biografgængere – i hvert fald i lille Danmark – får lov til at besøge, bliver fuldstændig erodere ved at gøre det hele så tydeligt computeranimeret, at man aldrig nogensinde er i tvivl om, at optagelserne har fundet sted på et lille sæt med green screens og aircondition.

Men hvad så med skuespillet? For en anden ting som gør Agatha Christies krimier så tiltagende, er det store og varieret persongalleri. Men også her er det en nedgradering fra Mordet på Orientekspressen. Og der er ikke nogen pæn måde at sige det på, andet end bare at være direkte og skrive, at ensemblet ganske enkelt er hverken interessant eller velspillet.

Den rige Linnet Ridgeway er omdrejningspunktet for hele fortællingen, og i filmen bliver hun spillet af Gal Gadot, der nok mest er kendt fra rollen som Wonder Woman, og selvom hun ganske vist er elegant og ved, hvordan man skal gøre sig bemærket med sine stilfulde bevægelser, bliver hun nok aldrig nogen særlig stor skuespiller. Det mest nævneværdige ved hendes præstation er, at hun ligesom så mange andre i ensemblet forsøger at tale med en anden accent end hendes naturlige, men det gør bare en endnu mere opmærksom på, at karaktererne er så karikeret, at der ikke rigtig er noget af den dybde, som gør et alsidigt persongalleri så fængende.

Branagh er endnu en gang i centrum
Der hvor filmen dog begår sin mest graverende fejl, er ved nok engang at fokusere primært på Hercule Poirot og hans følelsesliv. Filmen starter ovenikøbet med et længere flashback, hvor hele fundamentet for hans persona og ikke mindst excentriske skæg bliver etableret. Og det er rejsen fra Poirots facade til menneske, som er den røde tråd gennem filmen og ikke mordet, der bliver opklaret nærmest som en hurtig sidebemærkning til sidst.

Jeg har meget svært ved at se, hvem filmen er henvendt til. For ganske vist tjente Mordet på Orientekspressen relativt mange penge for en film, der ikke handler om superhelte, men Døden på Nilen er hverken spændende nok til at tilfredsstille krimifans, og heller ikke intellektuel og eftertænksom nok til, at den har nogen dybere subtekst. For mig at se cementere Døden på Nilen blot, at denne nye serie er et forfængelighedsprojekt for Kenneth Branagh, og så er det ligesom med mordmysteriet, underordnet, om der findes et publikum til filmen.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.