Dope

Kategori Biografen skrevet af - september 24, 2015
Dope

En interessant historie, der dog er lidt for smart og glat i udførelsen.

3stars

I Dope bliver alle mulige historier blandet sammen på en gang. Det er både en ungdomshistorie om overgangen til at blive voksen, historien om outsideren, der ikke passer ind i nogen kasse, stofmisbrug og selvfølgelig kampen mod det racistiske, nedladende og på alle måder onde etablissement. Hvis det lyder som noget af en rode bunke, så er det, fordi det også er det, men langt henne af vejen, så gør det ikke noget, for alt bliver fortalt med et sådan overskud, at man flere gange finder begivenhederne opløftende.

Vi følger Malcom og hans venner, som er en flok gymnasieelever, der lever i Californiens farligste by Inglewood. De er dog opvokset der, og med deres retro-90’er kluns, deres tandpasta smil og ukuelige livslyst, vender de næsten alt til en situation, der kan komme noget godt ud af. Der er ondskab, der hele tiden lurer i baggrunden, men selv når det virker sort så formår Malcolm altid at holde modet oppe, faktisk så meget, at han i sidste ende aldrig rigtig bliver rystet eller udfordret. Malcom bliver også hjulpet på vej af et fantastisk kreativt hold bag kameraet, der har klippet filmen så skarpt, sjovt og frækt op, at man bliver udsat for en overflod af visuel panache.

Når alt ser så godt ud, og er så underholdende, kan det til tider være svært at forstå, hvorfor livet egentlig er så dårligt, som fortællerstemmen insisterer på at understrege igen og igen.

Lidt for store toneskift.
For der hvor kæden falder af, er f.eks. i skildringen af de unges by. Inglewood bliver hurtigt etableret som et sted, hvor man kan blive skudt, hvis bare man er på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, men efterhånden som filmen skrider frem bliver alle de fysiske trusler marginaliseret til en sådan grad, at vi flere gange skal grine når folk kommer til skade, eller skyder sig selv. Alligevel forlanger filmen senere hen, at vi skal tage den fysiske trussel seriøst, og det er ikke bare et brud med filmens indre logik, men virker også underligt taktløst, når filmen i virkeligheden ikke har den største dybde til at begynde med.

Det samme gør sig gældende i filmens store morale, som bliver fortalt direkte til publikum. Uden at afsløre noget, så virker den meget rettet mod et amerikansk publikum i sin prædikende stil, og ganske enkelt malplaceret og en smule ufortjent, når man tænker på, hvad der er gået forinden. Derfor virker det som om filmen både vil være sjov og stilet, men også seriøs på en gang, og det er en svær balancegang, som de færreste virkelig magter.

Oser af stil, og måske endda for meget.
Meget kan man klandre Dope for. Man kan påstå, at det er en overfladisk film med veltrænede teenagere i et slumkvarter, der alle af en eller anden grund alle har et tandpastasmil og render rundt i det vildeste hipster grej, og man ville nok have ret i det meste, men man kommer ikke uden om, at det er en film, der oser af stil. Filmen er skruet sammen med et kæmpe visuelt overskud, og en ualmindelig energi, der med sine uventede tone- og genreskift undervejs, hele tiden formår at fastholde ens interesse igennem denne drengs absurde liv, også selvom historien på ingen måde har nok dybde til at efterlade en med stof til eftertanke.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.