DOX20: Interview med Mira Jargil

Kategori CPH DOX, Eksklusivt, Interview skrevet af - marts 21, 2020
DOX20: Interview med Mira Jargil

Mira Jargil er aktuel på årets noget uortodokse, men ikke mindst desto mindre stadig fuldt funktionelle CPH:DOX. I den anledning talte vi med hinanden, om hendes nye dokumentar, En splittet familie (Reunited), der følger en syrisk flygtningefamilie, som ender med at blive spredt for alle vinde, på grund af flygtninge systemet. Hvor moren Rana er endt i Assens, faren Muhkles i Canada og deres to sønner sidder fast i Tyrkiet.


Hvordan blev du involveret i familiens liv?

Det var via en fælles bekendt, som kendte Rana. Da jeg mødte hende, havde hun været i Danmark i et år. Inden filmen, havde hun fået afvist sin sag, men da jeg mødte hende, var den lige blevet godkendt. Jeg troede, at når man havde fået lov til at få familiesammenføring, ville det går hurtigt. Så jeg var bare nysgerrig på, hvordan det er at blive genforenet, når man ikke har været sammen i et år, men så det en anden drejning. For det skulle tage yderligere halvandet år, fra jeg først mødte Rana.

Hvordan endte du med at komme helt tæt på?

For det første mødte jeg hende og fik en relation. Der handler det meget om, om der en kemi. Jeg tror også, at hun følte sig meget alene, og pludselig kommer et menneske, som er nysgerrig, åben og interesserer sig for hende. Det tror jeg hun var glad for. Jeg bruger også rigtig meget tid med mine medvirkende, uden kamera. Det er vigtigt for mig, at de også lærer mig at kende. For det er klart, når du har et kamera, er der et filter, også i forhold til, hvad du selv kan give. Så jeg vil sige tid. Rigtig meget tid på og udenfor kameraet.

Hvad sigter du efter, når du så sidder bag kameraet?

Min metode er meget at være der og være til rådighed. Når jeg laver en film, er jeg til rådighed 24/7. Så har de medvirkende brug for mig, er jeg der. På den måde er man meget tæt sammen. Så min metode er rigtig meget være der, når det sker. Jeg filmer ikke alt, men man filmer selvfølgelig mere, end der bliver brugt. Så jeg har truffet nogle valg under optagelserne, som har taget 3 år, og så er der nogle valg, man tager senere i klipperummet.

Ranas børn bliver jo faktisk afvist i lufthavnen, mens hun står og venter på dem. Hvordan reagerer man på det, som dokumentarist?

På det tidspunkt står jeg ikke og tænker: ”Ej hvor er det godt for filmen eller dramatisk.” På det tidspunkt brød jeg fuldstændig sammen med hende. Man er så involveret i det her, at jeg faktisk ikke rigtig tænker på filmen, må jeg ærligt indrømme. Der er jeg følelsesmæssigt nedbrudt. Jeg tænker bare: ”Det kan simpelthen ikke passe”. Jeg føler skam over det her system, og det danske samfund, som byder dem det her. Jeg identificerer mig bare med, hvordan det må være for hende som mor.

Man kan meget let læse en masse politisk i filmen, men ser du det selv som en politisk film?

For mig er det en politisk film. Min ambition er at vise mennesket bag journalnummeret. Jeg har tænkt meget over, hvordan vi alle i Danmark er numre i et system. Vi taler meget om, hvor mange flygtninge vi skal tage ind og afvise. Når du ringer til kommunen er du nummer 200, eller når du ringer til Udlændingestyrelsen, skal du taste 1 for … taste 2 for osv. [hvor man får svaret]: ”Vi har desværre lukket. Ring igen i morgen.” Jeg har tænkt meget over at være et nummer, og vi læser også meget om det i aviserne.

Det, som film kan, i modsætning til en avis, er at berøre en følelsesmæssigt, på et andet plan. Systemerne er jo menneskeskabte, og for mig bør det være en menneskeret, at børn og forældre er sammen. Jeg synes, det er mærkeligt, at der skal gå så lang tid, når [familiesammenføring] er blevet godkendt. Min pointe er netop, at hvis du bliver berørt af [filmen], kan den måske sætte tanker i gang, og måske få dig til at sætte dit kryds anderledes, når du skal stemme. På den måde, er det en politisk film for mig.

Til slut, ville Mira Jargil også gerne give en ekstra hyldest til Rana.

Det har været ret rørende i forhold til Rana, at hun aldrig har lagt sig ned. Det med at blive ved med at være venlig, sød og overbærende. På trods af alt det her, er hun så taknemmelig. Hun er så taknemmelig for at have fået sine børn til og at være i Danmark, til trods for den her proces. Hun er jo en kæmpe ressource for vores samfund. Børnene lærte dansk på ingen tid, og de tager det så seriøst med deres skole og er blevet helt integreret. Så jeg vil gerne tage hatten af, for evnen til at kæmpe, uden den der vrede.

Da jeg havde filmet samtalen, hvor hun blev sendt rundt, uden at få sit pas, var jeg rødglødende. Jeg tog telefonen og ringede op til dem, og skældte dem ud. Alt imens kiggede [Rana] bare overbærende på mig, for det eneste jeg fik ud af det var, at de ikke ville tale med en, der var så ophidset. Så lagde de på.

Hun er i virkeligheden meget klog, og jeg tror, man kommer længst med tålmodighed. Hendes motto var, at ting tager tid. Det kan være, at man kan lære noget af det. Jeg var i hvert fald imponeret.


En splittet familie kan ses på CPH:DOX Online her.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

1 kommentar on "DOX20: Interview med Mira Jargil"

  • Avatar
    Hanne Foersom

    Tusinde tak til Mira Jagil for en utrolig oplevelse. Jeg forstår Miras flovhed over at være dansk
    Jeg sad med samme fornemmelse.
    Jeg håber og ønsker familien må blive samlet igen. Det er en klog familie, og det vil hjælpe dem.
    Vi ( min mand og jeg selv) kunne ikke lade være med at undre os over hvorfor familien var
    Så spredt i verden.? Var faderen taget til Canada i håb om at familien kunne komme med
    snart.?
    Under alle omstændigheder en frygtelig skæbne for familien.Tak fordi de lod os komme med
    på denne rejse , og tak for et meget stort mod til,at kæmpe og leve, på trods.

    Hanne Foersom

Efterlad en kommentar her