Man er ikke i tvivl om, hvem der er den talentfulde bror
I den sorte komedie Drive-Away Dolls møder vi veninderne Jamie (Margaret Qualley) og Marian (Geraldine Viswanathan), der tager på en road trip til Tallahassee i et forsøg på at flygte fra deres hverdagsproblem. En flugt, der hurtig udvikler sig til at være mere farlig end afslappende.
Det lyder som en meget lige til road-movie, men mest bemærkelsesværdigt er, at det er første spillefilm instrueret af Ethan Coen uden sin bror Joel Coen. Ikke desto mindre er skuffelsen endnu større med tanke på, hvor mange fantastiske film, de to har lavet i fællesskab tidligere.
Håbløst filmhåndværk
Filmen vil gerne være en hyldest til B-film og queer-kulturen, og er allerede blevet annonceret som første del af en tematisk trilogi, men er så umorsom, kedelig og intetsigende, at det hele ender som en plat og forudsigelig omgang, der mest af alt spilder talentet fra sine skuespillere. Store navne som Pedro Pascal, Matt Damon og nyligt oscarnominerede Colman Domingo dukker op i håbløst ringe, karikeret og pinlige biroller, der er så underudnyttet, at deres medvirken ikke fremstår frivillig.
Meget bedre står det ikke til med de to hovedroller. Qualley og Viswanathan har ingen kemi som de to hovedpersoner, der er så stereotypt skildret, at det grænser til det karikerede. Værst er Margaret Qualley, der den frisindede og impulsive Jamie med så overdreven en sydstatsaccent, at ethvert desperat forsøg på at være morsom drukner i græmmelse over, hvor øretævende indbydende hun spiller hende. For skulle du have glemt, at alle mennesker med sydstatsaccent er dumme, så bliver du minder om det fra start til slut. Geraldine Viswanathan spiller til forskel den regelrette og stive kvinde, der skal lære at slappe af. Det er et klassisk komediemakkerpar, men de har så lidt til fælles, og deres replikker er af så ringe kvalitet, at ikke en eneste person grinede under visningen.
Selv actionsekvenserne, der gerne vil være sjove og overgearet, er så dårligt koreograferet og klippet, at man sidder nærmest mundlam tilbage over niveauet af amatørisme. For slet ikke at tale om de mange sexscener, der er så kikset og smagløse, at de er mere pinlige end grænsesøgende. Blottet for enhver stil eller substans, formås det ikke at skabe nogen stemning eller spænding i nogen af situationer.
En film uden modtager
Hvis du fjernede navnene på rulleteksterne, ville jeg helt oprigtigt tro, at Drive-Away Dolls var lavet af en talentløs filmstuderende, hvis yndlingsfilm var Burn After Reading. At selveste Ethan Coen står bag, viser bare med al tydelighed, hvem der er den talentfulde af de to brødre, hvis han intet filmteknisk har med i bagagen, efter 40 års makkerpar med sin ældre bror.
Det er en film, der fejler på alle fronter. Den er hverken en god sort komedie, spændende, eller for den sags skyld en god repræsentant for queermiljøet.
