Long live the fighters
Blockbusteren er tilbage
Med en ny film om Ørkenplaneten Arrakis er tørken forbi. Blockbusteren er tilbage.
Filmskaberen Denis Villeneuve har allerede slået sit navn fast som en instruktør, der ikke lefler for publikum eller industrien. Hans tidligere film Arrival og Blade Runner 2049 er begge værker, der insisterer på et tempo, der tvinger sit publikum til at overgive sig til det skabte univers og et hypnotisk billedsprog.
Det bliver dog aldrig på bekostning af historien, men en balance, hvor stemningen, i sin skabte helhed, skal fylde lige så meget som hovedpersonen og fremdriften af fortællingen. Selve den æstetiske del af filmhåndværket har vel altid fyldt lige så meget som selve plottet, men alligevel opleves det mere og mere som om, at det bliver til en nedprioritering i det store samlebånd. Ofte, fordi der er for mange med indflydelse på produktet, der skal have en mening, som de egentligt ikke er kvalificerede til at have.
Med Dune: Del 1 og nu Dune: Del 2 er der ingen tvivl om, at dette er et værk, hvor der kun er én kaptajn i stolen. Med udgangspunkt i Frank Herberts bog, eller nok i virkeligheden bøger, har Denis Villeneuve, sammen med manuskriptforfatter Jon Spaihts, formået at skrive et nedkog, der stadig tilbyder en ekstrem indsigt i Frank Herberts univers. En historie, der på papiret er science fiction, men i virkeligheden er et portræt af, hvordan religion kan misbruges til at styre et folk, og hvordan imperialisme gang på gang har ødelagt kulturer og misbrugt de naturlige resurser.
Den verden vi lever i, har brug for noget at tro på. Vi har brug for Muad’Dib, og det får vi.
Med Greig Frasers billeder, der formår at være realistiske og storladende på samme tid, tilsat Hans Zimmers soundtrack, der i sig selv er en kæmpe oplevelse, har Denis Villeneuve lavet et mesterværk.
Skuespillere og ikke filmstjerner
Ligesom i del 1, er der massivt stjernedrys til stede i Dune: Del 2. Timothée Chalamet er tilbage som Paul Atreides og får igen selskab af Zendaya, Rebecca Ferguson, Dave Bautista, Stellan Skarsgård, Josh Brolin og Javier Bardem. De nye ansigter er en kampklar Austin Butler, nu uden Elvis accent, Christopher Walken i rollen som Christopher Walken og Florence Pugh, der skuffer en lille smule, da hun ikke har så meget at gøre, og på grund af dette ikke har de helt store muligheder for at vise sit talent.
Hvis filmen, eller egentligt filmene, havde været i hænderne på så mange andre, havde der nok været en mulighed og stor risiko for, at disse stjerneskuespillere, med deres Hollywood tyngde, havde kunnet tænde for rundsavene på albuerne og få skrevet manuskriptet om hist og her for at fylde mere, eller for at få de gode replikker. Det mærker man ofte i andre produktioner.
Det er ikke tilfældet her. Også her kan man se, at Denis Villeneuve ikke er villig til at gå på kompromis med sin vision. Det er klædeligt at opleve, at der arbejdes for at fortælle en historie og en cinematisk oplevelse, i modsætning til at bruge mediet som springbræt til at promovere sig selv og egne interesser som filmstjerne.
En ny slags storfilm
Det er svært at skrive noget om handlingen uden at spoile noget. Som i forgængeren er selve plottet hurtigt gengivet. Kunsten er helheden, og den oplevelse publikum får, når alt går op i en højere enhed.
Det er muligt at se Dune: Del 2 uden at have set forgængeren, men jeg vil ikke anbefale det. Det er en meget direkte fortsættelse, og havde det været muligt, er jeg sikker på, at det havde været én lang film.
Jeg er spændt på om især amerikanerne er i stand til at genkende sig selv og deres fortid, eller om vi her i Europa tænker over sammenligningen med det gamle Romerrige? Mon ikke.
Hvor om alting er, så er det længe siden, at en film har føltes som dengang, der var premiere på The Fellowship of the Ring, Gladiator, eller de første Star Wars film for den sags skyld. Dengang, hvor illusionen holdt og mystikken var intakt.
Engang var det Steven Spielberg og George Lucas, der løftede B-filmen op og gjorde det til publikumssucceser, der kunne sælge billetter og popkorn. Nu har Christopher Nolan og Denis Villeneuve overtaget tronen efter superheltefilmene har kogt suppe på den samme formel i alt for mange år. Publikum kan sagtens lokkes i biografen, selvom tempoet ikke er højt, dødstallet uendeligt, og indholdet skrevet til teenagere. Det kan lade sig gøre at fortælle historier uden at tale ned til sit publikum.
Selv med en spilletid på 2 timer og 46 minutter, er der enkelte scener, der, i forhold til andre, virker knap så helstøbte og en smule forcerede. Det er muligt at meget er gået tabt i klipperummet, og at der derfor er en forlænget version i vente på et senere tidspunkt.
Dune: Del 2 skal ses i biografen på et så stort lærred som overhovedet muligt, med et lydanlæg, der rusker ørevoksen løs.
