Dune

Kategori Biografen skrevet af - september 16, 2021
Dune

Villeneuve leverer endnu et mesterværk med filmatiseringen af romanen, der ikke kunne filmatiseres

Frank Herberts science fiction-roman, ’Dune’ (på dansk ’Klit’), bliver af mange betegnet som en udødelig kultklassiker, der indtil videre har været umulig at filmatisere. I 70’erne prøvede den chilenske auteur, Alejandro Jodorowski at få romanen på det store lærred, men han fik aldrig Hollywoods opbakning til sin filmatisering, og han måtte derfor opgive sit projekt. I 80’erne udkom der så alligevel en filmatisering – denne gang med David Lynch i instruktørstolen – men filmen blev et gigantisk flop, der blev haglet ned af kritikerne. I dag står den som Lynch’s svageste film, og han tager også selv afstand fra den, da han ikke fik lov af filmens producenter til at lave den film, han gerne ville lave.

Historien viser altså, at det kræver både Hollywoods opbakning, og totalt frie tøjler, hvis man vil give sig i kast med en succesfuld filmatisering af ’Dune’. Og heldigvis er det lige netop disse betingelser, som instruktøren for denne nye filmatisering af ’Dune’, Denis Villeneuve har sikret sig. Efter i en årrække at have lavet stærke karakterbårne dramaer, bevægede Villeneuve sig over til at blive en mesterlig science fiction-auteur med sine sidste to film, Arrival og Blade Runner 2049. Disse to film blev så store kæmpehit, at Villeneuve fik helt frie tøjler til at filmatisere sit drømmeprojekt, en ny udgave af ’Dune’.

For ikke at risikere at lave en ligeså forhastet og overfladisk udgave af Dune som i filmen fra 80’erne, har Villeneuve valgt at dele romanen op i to dele, og denne nye film er altså første del af Dune. Vi følger langt ude i fremtiden den unge hertugsøn, Paul (Timothée Chalamet) fra huset Atreides, som sammen med sin familie og sit folk må flytte fra deres hjemplanet, Caladan, til den farlige planet, Arrakis, som er det eneste sted, hvor man kan høste et dyrebart krydderi. Pauls far, Leto (Oscar Isaac) er blevet beordret af imperiets kejser til at overtage ledelsen af Arrakis, men de tidligere ledere af planeten, huset Harkonnen, ønsker ikke at overgive ejerskabet af det dyrebare krydderi, og en farlig konflikt venter derfor huset Atreides. Paul bliver mødt af en ny virkelighed på Arrakis, samtidig med at han opdager at han muligvis er den sagnomspundne ’den mageløse’, som profetier i årtusinder har varslet.

En film, der er bogforlægget værdig
Villeneuves Dune er et imponerende værk, som nærmest kræver at blive set i biografen. Ligesom i Blade Runner 2049 er den futuristiske scenografi og miljøskildringen utroligt storslået, betagende og bare vanvittigt flot. Lydsiden følger med og er lige så blændende, og man bliver suget ind i det fiktive univers i så høj en grad, at man glemmer at man sidder i en biografsal.

Modsat sine forgængere har Villeneuve bevist, at ’Dune’ ikke var umulig at filmatisere (i hvert fald ikke baseret på første del). Igennem filmens to og en halv time sad jeg med samme fornemmelse, jeg sad med dengang jeg læste romanen, nemlig fornemmelsen af ikke bare at opleve en spændende science fiction-fortælling med en spændende historie og et flot univers, men også at bevidne et intelligent, filosofisk og mangefacetteret værk, som vil sidde i én længe, og som man kan bruge utallige timer på at analysere.

Der er hyret utroligt dygtige folk både foran og bag kameraet, og skuespillerne er alle fremragende castet og leverer dygtige præstationer. Især Chalamet, Isaac, Rebecca Ferguson (som Pauls præstinde-mor, Jessica), Jason Momoa (som Atreides-krigeren, Duncan) og Stellan Skarsgård (som den onde Baron Harkonnen) brænder igennem.

I mine øjne er Villeneuves Dune en meget vellykket filmatisering, som (med hensyn til storladne og vellykkede filmatiseringer) kan få ens tanker hen på Peter Jacksons ’Ringenes Herre’-trilogi. Dog frygter jeg, at Dune ikke vil opnå samme status, da den har en helt anden pace end ’Ringenes Herre’, og jeg tror, at nogle måske vil anklage filmen for at være for langsom, og at der ikke sker nok til at retfærdiggøre de to og en halv times spilletid.

Personligt mener jeg dog, at det rolige tempo er med til at sikre, at filmatiseringen af ’Dune’ denne gang er blevet en succes, da det er den dvælen, der er ved planeten Arrakis og karaktererne i historien, som gør, at jeg fik samme følelse, som da jeg læste romanen. Derfor tildeler jeg fem store stjerner.

Efterlad en kommentar her