Elvis

Kategori Biografen skrevet af - juni 23, 2022
Elvis

En storslået film, som er en musiklegende værdig

Baz Luhrmann har lavet en overraskende god film om Elvis. I sin vanlige stil, bliver der ikke holdt igen med effekterne, når den australske instruktør står bag kameraet. Nogle gange kan det være lidt for effektjagende, og være en meget udmattende oplevelse, som i eksempelvis Australia og The Great Gatsby, hvor historien fuldstændig forsvinder. Heldigvis, er det ikke tilfældet her, hvor det eventyrlige klippearbejde passer perfekt. For hvis der er en person, som var indbegrebet af showmanship, så var det Elvis Presley.

Begavet skruet sammen
Udover den overdådige præsentation af Elvis’ liv, bliver der også gjort nogle meget smarte ting i forhold til manuskriptet, der gør den bedre end de mange fantasiløse musikbiografier, som filmstudierne har udgivet i storstil de seneste år.

For et er, at filmen bliver fortalt af Elvis’ manager, den notoriske Tom Parker, som er en på alle måder fuldstændig upålidelige fortæller, men denne enkle, lille twist formår ikke bare at fastholde publikums konstante interesse, men skaber også en anderledes fortællestruktur, hvor vi ikke bare starter med livet fra fødslen til døden, som det oftest er tilfældet.

En ny stjerne er født
I rollen som manageren finder vi den folkekære Tom Hanks, der for en sjælden gang spiller en decideret skurk, som publikum ikke ejer den mindste sympati for, og han gør det virkelig godt. Man bliver fuldstændig revet med, når han som en slange forgifter Elvis’ sind, i den trivielle jagt på at tjene penge. En ting er, at Tom Hanks spiller en uvant rolle, men filmens helt store stjerne er den relativt ukendte Austin Butler i rollen som Elvis Presley. Og er du gal, hvor gør han det godt. Han har fuldstændig fanget Rock’n’roll kongens gestikulationer og mimik, og når han optræder, er det som om, at Elvis er genopstået. Der er bare tale om fantastisk casting, når en skuespiller, der ellers tidligere, primært har medvirket i ungdomsserier, viser sig at kunne bære en rolle som denne, og man må sige, at en stjerne er født.

Elvis er en vildt fed og medrivende film, hvor de 2 timer og 39 minutter bare flyver af sted. Filmen er mere end blot et portræt af en Rock’n’roll legende, for den viser virkelig også, hvordan hans succes var med til at bygge bro mellem vidt forskellige musikkulturer, og hvor svært det må have været at holde fokus i livet, når man inderst inde er en bondeknold fra en fattig familie, der bare elsker at spille musik. Den er rørende, dramatisk og fuld af fantastisk skuespil, og der er ingen tvivl om, at filmen, ligesom Elvis, nok vil blive husket.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.