En boghandel i Paris

Kategori Biografen skrevet af - august 04, 2022
En boghandel i Paris

En elegant og intim fortælling

Man kan virkelig mærke, at det er en meget personlig film, for den spillende instruktør Sergio Castellitto. Projektet startede som et manuskript af den oscarnominerede italienske instruktør, Ettore Scola, som desværre gik bort, før han kunne nå at filmatisere den. Det er dog i sidste ende blevet til en film alligevel, takket være hans god ven i instruktørstolen. Og det er ikke bare historien bag, der er rørende, men også symptomatisk for hele filmens grundstemning.

Vi følger den italienske boghandler, Vincenco, der ikke overraskende driver en boghandel i Paris. Efter en tragedie, der har gjort, at hans datter sidder alene og deprimeret oppe på første sal over butikken, lam fra hoften og ned, er det ikke kun hende, men dem begge, som har valgt at isolere sig fra omverdenen.

Man kan dog ikke gemme sig væk for altid, for en dag kommer verden bragende ind i boghandlen, i form af den storsnakkende og følelsesladet skuespillerinde, Yolande, spillet af Bérénice Bejo, som de fleste nok kan huske fra The Artist. Vincenco og Yolande kunne ikke være mere forskellige, men efterhånden som de bliver ved med at støde ind i hinanden, gør de også hinandens følelsesliv rigere.

Et liv gennem sine omgivelser
Kulissen er ganske vist boghandlen, men filmen cirkulerer omkring disse tre skæbner, der alle bliver påvirket gennem mødet med hinanden. Det er en elegant produktion, hvor det er primært Yolande, som står for de store armbevægelser, mens resten af filmen er mere præget af elegante finesser. De fleste scener består af to mennesker, der taler med eller forbi hinanden, mens vi langsomt kommer ind bag arketyperne indrammet i de flotte parisiske omgivelser.

Man kommer helt ind på livet af vores, og selvom en så ekstrovert karakter som Yolande, der skal verbalisere hver enkelt tanke, sagtens kunne have undermineret det hele, så forbliver det en meget intim og følsom film, om at komme ud af sin skal.

Den største ros jeg kan give til En boghandel i Paris er, at den slet ikke passer ind i den moderne biografkalender. Den er stille, hvor andre film er højtråbende, intim, hvor andre er bombastiske, og så kender den sin besøgstid, ved at have en afmålt spilletid på halvanden time. Jeg ved ikke, om den ligefrem kommer til at forandre folks liv, men for en stund vil du blive opslugt af en varm og indbydende stemning.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.