Everything Everywhere All at Once

Kategori Biografen skrevet af - maj 12, 2022
Everything Everywhere All at Once

En vild film, som er helt sin egen, men også for meget

Sjældent har jeg set en film, der er så effektjagende og voldsomt et angreb på ens sanser som, Everything Everywhere All at Once.

I filmens kerne, gemt langt væk bag tykke lag af ekstremt korte kameraindstillinger, vilde action sekvenser på tværs af en række alternative tidslinjer, og et dommedagsplot om hele multiversets undergang, finder vi et drama om forholdet mellem en aldrende mor, der ikke forstår sin unge datter. Man skal dog være lovligt undskyldt, hvis man glemmer denne kernekonflikt med jævne mellemrum, fordi der er så meget tjubang energi, at da den første time var overstået, troede jeg oprigtigt, at filmen var slut, fordi der var sket så meget.

Udmattende at se
Når jeg skriver, at filmen er et angreb på ens sanser, så er det ikke en anmelders hyperbolske måde at udtrykke sig på, men virkelig hvordan det er at sidde igennem filmen. Man behøver ikke at kigge mere end en uge tilbage, for at finde en film, der også handlede om multiverset i form af Doctor Strange in the Multiverse of Madness, for at blive mindet om, at det ikke er konceptet i sig selv, som er forvirrende eller intenst at forholde sig til. Når det alligevel virker overvældende, skyldes det i høj grad det maniske fortælletempo, hvor en hel livsfortælling ikke bare bliver fortalt på to timer og et kvarter, men også nærmest udspiller sig i realtid, hvor vi sammen med moderen Evelyn lærer om multiverset, hendes egen rolle i konflikten, den destruktive Jobu Tupaki, og så mange andre karakterer og skikkelser, der dukker op undervejs, efterhånden som deres virkelighed bliver koblet sammen med et hav af andre alternative verdener gennem multiverset.

Til et meget specifikt publikum
Jeg er normalt en stor fan af den her slags nørdet nonsens, hvor man virkelig gøgler ud, og jeg var også meget glad for instruktørernes forrige film, Swiss Army Man, der var totalt uforudsigelig og skør på sin helt egen måde. Det kan også godt bare være, at jeg efterhånden er ved at blive gammel, og ikke kan håndtere de mange visuelle og auditive stimuli på samme tid, men udover at være udmattende at se, lader det heller ikke til, at der bag overfladen er så dybt et budskab, som rammen ellers giver udtryk for. Alt bliver opslugt af hurtigsnakkende karakterer og skøre sidespring, der ikke rigtig underbygger og uddyber kernekonflikten mellem mor og datter, som udmunder sig i et noget trivielt budskab om, at vi skal værdsætte og elske hinanden noget mere.

Filmen får dog tilført lidt emotionel dybde i form af Michelle Yeoh, der bare har gravitas, og overraskende nok også faren Waymond, som bliver spillet af en fuldvoksen Ke Huy Quan, som de fleste nok kan huske fra Indiana Jones and the Temple of Doom. Quan er overraskende dygtig til at skifte mellem troværdigt at være en tøffelhelt og en handlingens mand, og sammen giver de begivenhederne lidt tiltrængt menneskelig ømhed, midt i al kaosset.

Everything Everywhere All at Once, er en fuldstændig vild filmen. Hele den cinematiske værktøjskasse bliver brugt, fuldstændig hæmningsløst og overgearet, og selvom jeg må erklære, at jeg fik en rigtig hovedpine efter at have set filmen, må jeg også erkende, at jeg aldrig har set en mor-datter fortælling blive præsenteret på den her måde. Det er en film, som kun kan blive nydt af folk, som enten er har let til tårer, eller bare elsker at se alle de måder, man kan udtrykke sig på, på film, når man virkelig slår sig løs.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.