Et modigt drone drama, der tør stille spørgsmålstegn ved moderne krigsførelse.

I Eye in the Sky, får vi for første gang et indblik i, hvordan moderne krigsførelse finder sted. Det amerikanske militær har lokaliseret tre personer på deres liste over verdens mest eftersøgte terrorister i Kenya. Det pudsige her er dog, at der ikke er nogen amerikanske soldater i landet. De befinder sig i stedet i en bunker et sted i USA, hvor to piloter styrer en drone armeret med to målsøgende missiler. Operationen bliver ledt af det britiske militær, i London, og fordi det hele er så langt væk er der en del politiske overvejelser, der vægter højere end operationen i sig selv.

Medrivende drama bag computerskærmene.
Umiddelbart lyder det ikke som en spændende thriller, at se det 21. århundredes globale bureaukrati, men tro mig det er det. Der er stadig en lang række meget forkastelige valg, der er nødt til at blive truffet, og selvom man er langt væk fra situationen, så er det umuligt ikke at blive påvirket af de fatale valg, man bliver nødt til at træffe, og alle, med undtagelse af de mest hærdede militærfolk, forsøger at fralægge sig ansvaret i filmen.

Der er ikke lagt meget vægt på det visuelle udtryk, men som et godt teaterstykke, med gode skuespillere, opstår spændingen gennem det interpersonelle drama. I den ombæring bliver man også næsten nødt til at nævne Alan Rickman.

Alan Rickmans sidste film.
For det er virkelig ærgerligt, at dette ender med at blive Alan Rickmans sidste rolle. Det skyldes ikke, at han er ringe, tværtimod. Han er helt perfekt i rollen som den hærdede krigsgeneral. Rickman leverer på ingen måden en rolle, der vil gå over i filmhistorien, men selv når det ikke er hans bedste præstation, så besidder han alligevel en tilstedeværelse og et nærvær, der gør at han brænder fuldstændig igennem, og som for alvor vil gøre ham savnet.

Eye in the Sky, fremstår meget naturligt som et moderne krigsdrama. De uklare moralske linjer og den hårdhændede kynisme eksisterer stadig, men nu befinder alle overordnede sig flere tusind kilometer væk fra krydsilden. De hårde valg skal dog stadig træffes, og filmens budskab om, at krig, uanset hvor højteknologisk den end er, tærer på vores menneskelighed er så aktuel som det nogensinde har været. Skuespillet er også i topklasse, anført af Helen Mirren, der med en foruroligende glæde nyder magtens sødme som leder af operationen, samt Alan Rickman, der bag sit afdæmpede ydre viser en general, der må distancere sig fra sin menneskelighed for at lede under disse vilkår.

Der er imidlertid ikke gjort det store ud af æstetikken eller fortællestilen, men det er et samfundsrelevant drama, der stiller spørgsmålstegn ved, succeskriterierne i højteknologisk krigsførelse.