Det er sådan man skal lave familiefilm.

Familiefilm er en af de sværeste genre at give sig i kast med. Det ligger ligesom i ordet, at man gerne vil omfavne hele familien, og det er noget af en mundfuld, når en klassisk kernefamilie består af far, mor og børn, der selvsagt har meget forskellige interesser.

Det første kloge Familien Belier gør er, at den handler om en familien. Alene i det udgangspunkt har man nogen karakterer, der er meget nemme at forholde sig til, men det er selvfølgelig ikke en helt almindelig familie. For alle i kernefamilien er døve, med undtagelse af teenagedatteren, der på baggrund af hendes femte sans, agerer som tolk, forhandler og meget mere for familien.

Det er en situation, som de fleste godt kan sætte sig ind i. En situation, hvor forældre, der ikke kan kommunikere ordentligt med omverdenen, desværre ender med at gøre sig ufravigelig afhængig af deres børn. Normalt ville dette være en familie, der har emigreret til en andet land, hvilket ville føre til en meget tung film, men fordi familien i filmen er døve og skæve i deres personligheder, så skaber det en anderledes komisk stemning.

Teenageproblemer.
Historien følger dog ikke familien, men derimod datteren Paula, der som den eneste kan høre. Hun er i den alder, hvor man skal finde sig selv, men hun har aldrig rigtig fået frigjort sig af sin familie. Paula bliver dog ved et tilfældet opdaget som en stor sanger, og så er spørgsmålet om hun tør tage opgøret med sine forældre, der selvfølgelig ikke kan forstå, hvorfor det er noget særligt.

Paulas historie er den mest centrale, men også den mest forudsigelige. Allerede nu kan de flest nok godt regne ud, hvordan det hele kommer til at gå, men det gør faktisk ikke særlig meget, for filmen handler som sagt ikke om hende.

Den handler om familieliv. Et liv der, hvis man er heldig, er fuld at gode stunder, men selvfølgelig også af svære tider, når forældre og børn kommer oppe at skændes. I sådanne situationer, er der ingen, der lader til at have ret, og det er filmen modig nok til at sige.

Nu kan det komme til at lyde som en lidt trist film, men det er i virkeligheden filmens største bedrift, at den mest af alt er opløftende, og så kan jeg godt lov, at det hele ender godt.

Familien Belier er en af de få gode familiefilm, der findes. Man følger en skæv familie, som man hurtigt kommer til at holde af, og så har den tilpas varme og nærværd, til at gøre de uundgåelige følelsesladede og patetiske øjeblikke tilforladelige og forståelige. For at gøre det kort, så skal den helt klart ses med familien.