Fantastic Four

Kategori Biografen af - august 06, 2015
Fantastic Four

Fantastisk forfærdelig.

2stars

Selvom Fantastic Four er en af de ældste og mest kendte superheltegrupper, hvis oprindelse kan dateres tilbage til før successer som Spider-man, Iron-Man og Captain America, så skal vi alligevel tvinges igennem den samme oprindelseshistorie, og det er filmens største fejl, fordi den ikke har nogen ny og begavet vinkel på historie, og fordi den bruger hele filmen på at fortælle den historie, i stedet for at udforske karaktererne.

Til dem, der ikke kender historie om de fantastiske fire, så er det en gruppe videnskabsfolk, som bliver udsat for en kosmiskbegivenhed, der giver dem forskellige superkræfter. Det er det eneste krav til at fortælle en film om disse superhelte, men af en eller anden grund, har skaberne valgt at fortælle den samme historie, som vi allerede har set på det store lærred, bare med færre farver og mindre humor.

Der er visse kosmetiske ændringer som f.eks. hudfarven hos Johnny Storm (Human Torch), og Von Dooms baggrund, men ellers er det fuldstændig de samme karakterer og den interne konflikt har rystende meget til fælles med den forrige filmversion.

Alt for travlt.
Karaktererne er flade, hvilket vil sige utrolig endimensionelle. Med undtagelse af Reed Richards, der bliver gjort lidt levende og akavede takket være Miles Teller, så virker resten af ensemblet mærkeligt nedtonede, ikke bare i deres karakteristik, men også i skuespillet. Johnny Storm er bare et pænt ansigt og en rod, men mest af alt gennem ord og ikke så meget gennem handling, Kate Mara som den usynlige kvinde Sue Storm er virkelig kedelig og tættere på at være død end levende for ikke at tale om hendes ikke eksisterende kemi med Miles Teller. Jamie Bell er fin nok som arbejderdrengen i de tre scener han er med i inden, han bliver til en omvandrende sten, der hele tiden kalder på Reed.

Den største synd i filmen er dog nok, at den slutter lige, da den er ved at gå i gang. Med en spilletid på sølle 97 minutter, kan man ikke vove og påstå, at det er en helaftensfilm. Der er masser af tid at tage af, men alligevel skynder filmen sig igennem konfrontationen med Doom, hvorefter den lægger op til en toer. Det er den eneste spændende sekvens i hele filmen, og filmen giver ikke engang sig selv tid til at nyde det.

Som et eksempel på, hvor forspild potentialet er i filmen, så har designerne i filmen lavet en dragt til Mr. Fantastic, der kun bliver brugt i de sidste par minutter af filmen. Den er meget flot, afdæmpet og stilren, men den bliver bare ikke brugt til noget. Det samme kan man sige om filmen. Der er nogen, som har haft en vision om et karakterdrama baseret på den klassisk tegneserie om de fantastiske fire, men det bliver aldrig ført ud i livet. Derfor er vi endt med en alt for seriøs film om en flok tegneseriefigurer, uden nogen dybde, med flade karakterer, uengagerede skuespillere og en film, der har så travlt med at tæske sig igennem historie, at man aldrig kommer i dybden med noget.

  • Release Date: 8/6/2015
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.