Fantastiske Skabninger: Grindelwalds forbrydelser

Kategori Biografen skrevet af - november 15, 2018
Fantastiske Skabninger: Grindelwalds forbrydelser

En nydelse at bevidne, men ikke at tænke over

Med Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser, vender vi endnu engang tilbage til Harry Potter-universet, og får historien om, hvordan hele troldsmandskrigen opstod. Der er kærlige gensyn med Newt Scamander fra den først film, og endda også en ung Albus Dumbledore i form af Jude Law, der her markerer sin indtræden i historien. Fjenden de er oppe imod, er dog ingen ringere end den sagnomspundne Grindelwald, der har i sinde at tage magten, ikke bare i den magiske verden, men også herske over mugglerne.

Fantastisk velproduceret
Rent teknisk er det en meget flot film. 3D effekten bliver brugt til fulde. Man kan se, at der er kælet for de visuelle detaljer, og billedformatet bliver også beskåret og strakt afhængig af indstillingen, så vi virkelig kan få følelsen af, at tingene hopper ud af skærmen. Der er en næsten old-school charme ved brugen af effekterne, og det er også den første film i meget lang tid, hvor brillerne faktisk forbedrer oplevelsen, i stedet for bare at være et ekstra lag mellem publikum og skærmen.

Det kan også godt være, at filmen er temmelig mørk, både narrativt og visuelt, ligesom det var tilfældet i instruktør David Yates’ fire forrige Harry Potter-film. Der er dog en mening med galskaben, og hvis der er noget, som på alle måder lykkes, så er det at skabe en visuelt stimulerende oplevelse, hvor både kulisser, kostumer og de fantastiske skabninger, er ulige noget andet på blockbuster-markedet i dag, hvad angår deres design og udtryk.

Underudviklet persongalleri
Når det kommer til skuespillet, viser Eddie Redmayne nok engang, at han er virkelig god til at spille kejtede og indadvendte personer. Hans karakter Newt Scamander, er stadig en meget atypisk protagonist i en kæmpe Hollywoodproduktion, og uanset om man bryder sig om hans præstation eller ej, så er der ingen tvivl om, at karakteren er den mest nævneværdige og usædvanlige i hele persongalleriet. Men ligeså anderledes Newt er, ligeså overfladiske og stereotype er resten af ensemblet.

Slænget fra den første film, er underligt underudviklet i denne omgang og får også overraskende lidt skærmtid med hinanden og i filmen som helhed. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke får lov til at tilbringe så meget tid i selskab med Tina, Jacob og Queenie, for det var helt klart kemien mellem dem, der var det bedste ved den forrige film. Tiden bliver i stedet brugt på at udfolde den ondeste troldmand af dem alle, Grindelwald (Johnny Depp), og på en masse biroller, der måske kommer til at spille en rolle i de næste film.

Hvis vi starter med Grindelwald, så er man ikke i tvivl om, at han er en slemmer karl, og allegorien til Hitler, skal man være blind for ikke at kunne se. Hans enorme evner bliver solidt underbygget, og han er helt klart en formidabel trussel for Newt og co. Desværre giver hans plan i filmen ikke nogen mening, hvis man tænker sig om i bare to minutter. Jeg skal nok undlade at afsløre noget, men med tanke på, hvad Grindelwald allerede har gjort på det her tidspunkt, er det utroværdigt, at han kan føre sig frem, som han gør i den her film.

De andre nye karakterer er heller ikke et hak bedre. Newts bror Theseus spiller en utrolig passiv rolle, mens Leta Lestrange, som der blev talt meget om i den forrige film, ganske vidst bidrager med en personlig drivkraft til filmen, dog uden at efterlade det helt store aftryk. Værst er dog Dumbeldore, der tilsyneladende kun er med, så han kan blive introduceret, inden han skal lave noget i efterfølgeren.

Forhastet konklusion
Det er dog ikke karaktererne, men historien som virkelig er filmens største akilleshæl. For du kan have nok så flotte effekter, kostumer og kulisser, men hvis historien fremstår spændingsløs og slutter lige da tingene begynder at folde sig ud og blive interessante, så er det virkelig svært ikke at føle sig utilfredsstillet. Når vi så ovenikøbet, i modsætning til en tv-serie, ikke skal vente en uge, men hele to år på den næste film, gør det ikke oplevelsen bedre.

Med Fantastiske Skabninger: Grindelwalds forbrydelser, viser J.K. Rowling, at hun stadig kan finde ud af at finde på nye karakterer og udfolde sit magiske univers til at rumme mere end Harry, Hogwarts og Voldemort. Desværre har hun stadig ikke forstået, at det er en film, hun har skrevet manuskript til, og ikke en bogserie, som man kan læse i et væk.

Det er meget sigende, at jeg efter de første to film i serien, stadig ikke ved, om filmserien er god eller ej, for det føles egentlig slet ikke som om eventyret er gået i gang endnu. Både etteren og toeren fremstår som prologen til en storladen krigsfilm med troldmænd og magiske væsner. Det er godt produceret, og ikke kedeligt, men der er også grænser for, hvad man som ”Potterhead”, kan blive spist af med.

Jeg håber bare, at når den næste film udkommer i 2020, at vi så endelig får lov til at se noget af kampen mellem Dumbeldore og Grindelwald, som Rowling har teaset siden Harry Potter og dødsregalierne udkom tilbage i 2007.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her