En rigtig børnefilm.

I animationsfilmen Fantomdrengen følger vi den kræftramte dreng Leo. Han er så alvorligt ramt, at han bor på et hospital i New York, men en uventet sideffekt af hans sygdom er, at han har fået superkræfter, der gør det muligt for ham at forlade sin fysiske krop, og som et fantom flyve igennem vægge.

(U)heldigvis for Leo bliver hans evner sat på prøve med det samme, da en ond mafiabos har inficeret byen med en computervirus og kræver løsepenge fra borgmesteren, hvis ikke vil han ødelægge al elektronik i byen. Sammen med en såret politimand er det op til ”fantomdrengen” at redde byen og forpurre mafiabossens planer.

Ikke en superheltefilm.
Når du læser ordet superkræfter tænker du sikkert med det samme, at det er endnu en, i den efterhånden lange række af ensformige superheltefilm, men det er slet ikke tilfældet. Det handler ikke om, at Leo skal være en superhelt og bruge sine evner til at bekæmpe ondskab. Det er i stedet en helt almindelig krimi, der fortælles fra en lille syg drengs perspektiv.

Og det er det geniale ved Fantomdrengen. Det er ikke, at det er en krimi om en mand, der vil tjene en masse penge, eller at den har en hvis ironisk distance, men at den fortæller historien fra et barns perspektiv. Det er eventyrligt og fantasifuldt, men der tales aldrig ned til børnene, og det lige præcis sådan børnefilm skal være. Det skal være lidt skørt og på børnenes præmisser.

Helt æstetisk er filmen i samme stil som Feliciolis og Gagnols forrige film En kat i Paris. Stilen bliver dog ikke brugt til meget andet end at skille sig ud fra mængden af computergenerede animationsfilm. Det, der dog afgør filmens skæbne, for midt vedkommende er, at den til slut formår at bevæge sig væk fra det ”fjollede” univers, og den noget forudsigelige historie, for faktisk at blive rigtig rørende. Og det er bare prikken over i’et i en fantastisk filmoplevelse.