Endnu en underholdende Pixar-film, der dog aldrig gør sig rigtig fortjent til de rørende øjeblikke.

Pixar forsætter tendensen over de senere år, hvor det er blevet til en række efterfølgere af deres mest succesfulde film fra 00’erne. Resultaterne har været noget blandet, og har rangeret fra katastrofen, der er Biler 2 og helt over til den på alle måder fantastiske Toy Story 3. Nu er vi så nået til Find Dory, der er efterfølgeren til Find Nemo fra 2003.

Der er gået mere end et årti siden den forrige film, og fokus er da også skiftet en hel del. Denne gang handler det ikke om klovnefisken Marlin, men i stedet om titelkarakteren Dory, der stadig lider af korttidshukommelsestab. Dorys hukommelses spiller hende dog et pus, da hun pludselig bliver mindet om hendes forældre, og beslutter sig for at tage ud og finde dem. Denne rejse fører hende over det store ocean til Californiens Marine Life Institute, hvor hun er overbevist om, at hendes forældre befinder sig, men det store spørgsmål er, om de stadig er der efter alle disse år?

Endnu en klassiker, eller hvad?
Det lyder unægtelig som endnu et storslået eventyr, men i modsætning til bl.a. Find Nemo, så lider hele filmen af at være en unødvendig toer. Næsten alt i filmen blegner i forhold til etteren, der turde tage det sure med det søde, og have flere barske scener, der til gengæld lagde fundament for meget rørende øjeblikke senere i fortælling.

Denne kompromisløshed er ikke eksisterende her, for lige da man tror Andrew Stanton og resten af holdet går planken helt ud og begiver sig over i et område, der ellers aldrig berørt i amerikanske børne- og familiefilm, så går de hurtigt helt i land igen. Jeg ved godt, at det måske lyder lidt kryptisk, men det korte af det lange er, at de forsøger at blæse og have mel i munden. For de vil både have de store følelsesladede øjeblikke, men uden at føle ubehag undervejs, og det betyder, i hvert fald for mig, at filmen ikke gør sig fortjent til de rørende scener, der fremstår kunstige i en ellers underholdende film.

Masser af humor og en dejligt akrobatisk blæksprutte.
For i takt med, at de har skruet ned for de dystre momenter, så er der plads til meget mere humor i filmen. Alle karakterer får deres egne højdepunkter, og hele slænget far den forrige film får masser af skærmtid til at folde sig ud og møde nye unikke personligheder. Det er dog i særdeleshed den nye karakter, blæksprutten Hank, der løber med opmærksomheden. Hank vil nemlig ikke tilbage i havet, og der er noget vildt ironisk over, at have et rovdyr, der hellere vil være i et akvarium end i havet. Og det fører til flere meget kreative og underholdende sekvenser, hvor han forsøger at stikke af fra dyrepasserne.

Find Dory er en klassisk Pixar-film. Den følger præcis den samme narrative struktur, som vi kender den helt tilbage fra den første Toy Story. Vi tager ud på en dannelsesrejse, hvor vi møder nogle skæve eksistenser, og som i sidste ende fører til en stor følelsesmæssig åbenbaring og en afsluttende jagtsekvens – fuldstændig ligesom alle andre Pixar-film. Dermed skal det dog slet ikke forstås som noget negativt, for hvis der er nogen, der kan fortælle en historie kompetent og medrivende, så er det Pixar. Find Dory ligger dog den mere magelige ende, grundet det meget forcerede plot og den lette tone.

Man bliver dog undervejs introduceret til flere sjove nye havdyr, og alene den sjove blæksprutte, det gennemgående solide filmhåndværk og de vidunderligt animerede billeder, er mere end rigeligt til at gøre filmen en biograftur værdig.