En imponerende film, der desværre mangler det dragende drama

Damien Chazelle har imponeret stort med sine to sidste film (’Whiplash’ og ’La La Land’) og nu er han tilbage med filmen ’First Man’ om Neil Armstrong og turen til månen. Filmen har, ligesom Chazelles sidste film, Ryan Gosling i den mandlige hovedrolle, og med de to i førersædet, er det svært ikke at gå ind til filmen med en vis forventning.

I ’First Man’ starter vi med at følge Armstrong i 1961, hvor han er gift med konen, Janet (Claire Foy), som han sammen med har to børn, hvoraf den ene, deres datter, er syg med kræft, og efter kort tid dør i en alder af kun to år. Efterfølgende bliver Armstrong en del af NASAs rumprogram, og man følger ham gennem årene, hvor han kommer tættere og tættere på udsigten til en tur til månen, samtidig med, at han løbende må se en del af sine kollegaer og venner omkomme i bestræbelserne på at få månemissionen til at lykkedes.

Stilsikre Chazelle, en god slutning og manglende psykologisk dybde
Som sædvanligt er Chazelle ufattelig stilsikker – ’First Man’ er en virkelig flot film, og i al den tid, hvor filmen foregår på jorden, har billedsiden en grynet 60’er-vibe blandet med naturalistisk håndholdt kameraføring, som giver et imponerende udtryk. Filmen er teknisk imponerende og scenerne i rummet, især mod slutningen på månen, er meget betagende og storslåede (på den gode måde).

Desværre er den psykologiske dybde i filmen ikke på samme høje niveau som den tekniske side. En af idéerne bag filmen, er at publikum skal komme tættere på Neil Armstrong, og lære ham at kende. Dog sidder man ikke tilbage med en følelse af at være kommet specielt meget tættere på ham – udover at han havde svært ved at håndtere og vise sine følelser. Med en god slutning retter filmen dog lidt op på dette, ved at trække en rød tråd tilbage til starten af filmen, og viser dermed Armstrongs motivation filmen igennem – dette måtte dog gerne have været uddybet undervejs i løbet af narrativet. Det bliver tydeligt at døden af hans datter har haft stor betydning for Armstrong, men man undres lidt over at dette ikke blev udpenslet tydeligere da hun døde. Det er som om filmen havde lidt for travlt i starten, med fremdrift af plottet, til at dvæle for meget ved dette.

Det er et generelt problem for ’First Man’, at der ikke bliver dvælet nok ved karaktererne og dramaet. Det er som om filmen vil vise for meget for hurtigt, og det resulterer desværre i, at Armstrongs familieliv med Janet og børnene aldrig bliver særlig interessant – selvom Gosling og Foy ellers spiller virkelig godt.

På samme måde introducerer filmen også alt for mange karakterer til, at man kan nå at komme særlig meget ind under huden på dem – på trods af godt skuespil hele vejen rundt. Det er selvfølgelig nødvendigt, for at ramme den historiske korrekthed, at have alle karaktererne med, men måske et mindre fokus på det faktuelle og lidt mere fokus på det intime drama (ved bl.a. at skære nogle karakterer fra), havde gjort at man investerede sig mere følelsesmæssigt i filmen.

Alt dette resulterer i en flot film, der desværre ikke har helt så meget dybde og dragende drama som man kunne håbe på, og som Chazelles tidligere film ellers har haft. Jeg ligger et sted mellem tre og fire stjerner, men da jeg ikke kan give halve, ender jeg på tre stjerner, da Chazelle er så god en instruktør, at jeg ikke kan undgå at føle mig en smule skuffet.