En gyserfilm, der vil for meget
I Five Nights at Freddy’s møder vi Mike Schmidt. Hans liv er ved at gå op i limningen, med ubetalte regninger og en påtvungen rolle som værge for sin meget yngre søster Abby, gør ikke de økonomiske kvaler nemmere at overkomme. Så da han bliver tilbudt jobbet som nattevagt, hvor han skal passe på en faldefærdig kæderestaurant, Freddy Fazbear’s Pizza, takker han noget modvilligt ja. Det lyder som et let job, men hvad han ikke ved er, at stedet er hjemsøgt af levende robotter, og så bliver spørgsmålet i stedet, om han kan overleve natten ud?
Fanget mellem tre stole
Det er en film, der ikke rigtig ved, hvad den vil. På den ene side, er det en slapstick komedie med spøgelser, der besætter gamle animatronica, men det er også et drama om tab, og så bliver det hele krydret med en omgang PG-13 bodyhorror, hvor vi ikke rigtig ser nogle af de brutale mord, selvom der bliver gjort et stort nummer ud af opspillet til dem. Det ubeslutsomme miskmask mellem de tre genrestole gør desværre også, at ingen af delene rigtig fungerer.
Filmen er aldrig rigtig sjov, selvom der er masser af sort humor at finde i det absurde setup, og det uskyldige perspektiv fra lillesøsteren, der stadig er i besiddelse af sin ubesudlede fantasi. Denne humor er i direkte kollision med dramaet, hvor Mike er så seriøs og bemærkelsesværdigt ensporet i traumet fra sin barndom, at Mike og Abbie fremstår som om, de er i to forskellige film. Værst er dog gysene, som udover de obligatoriske jump-scares ikke har meget at byde på.
Et godt eksempel på resultatet af denne forvirring er karakteren Vanessa. Hun er en på samme tid både handlekraftig og snarrådig person, men også så overgearet, skrøbelig og blottet for troværdighed, at man ikke er så meget i tvivl om, hvad hendes skjulte dagsorden er, men mere hvor lidt det hele hænger sammen, hvis man graver bare en lille smule i overfladen.
Five Nights at Freddy’s vil gerne være en postmoderne, metareflekterende gyser, men ender med at være en forvirrende rodebunke. Til trods for, at vi tilbringer næsten to timer i selskab med Mike og co. kommer vi aldrig rigtig ind på livet af dem. Når det så heller ikke lykkes at være hverken morsom eller uhyggelig, bliver det svært at anbefale filmen til andre, end de mest inkarnerede fans af videospillene.
