Friheden: Sæson 1

Kategori TV skrevet af - oktober 24, 2018
Friheden: Sæson 1

Med Friheden prøver Viaplay kræfter med den meget amerikanske ’heist-genre’. I serien følger vi et ægtepar, Erik (Lars Ranthe) og Nina (Lene Maria Christensen), der har lagt deres succesfulde fortid som svindlere på hylden, til fordel for et helt almindeligt familieliv.

Familielivet går dog ikke helt efter planen, for da vi møder dem 17 år efter afskeden med det kriminelle liv, er tingene ikke helt gået, som de havde forventet. Erik har aldrig haft et fast arbejde i mere end et halvt år ad gangen, og er lige for tiden arbejdsløs, mens Nina kæmper sig gennem sit trivielle kontorjob, for at holde sammen på familiens økonomi – og så bor i de et lille hus i Hvidovre, bogstaveligt talt, ved siden af jernbanen.

Så da en af deres venner fra fortid kommer bankende på døren, og tilbyder dem muligheden for at blive millionærer, hvis de hjælper hende med at infiltrere en medicinalvirksomhed, skal der ikke så meget til, før de begge bider på krogen.

© Viaplay

En dansk ”familien Ocean”
Historier om ”con-artists”, kender de fleste nok amerikanske film som Oceans-trilogien, eller Olsen Banden, hvor forbryderne ved hjælp af deres charme og fantasi, formår at vinde både deres ofre, men også publikum over på deres side, selvom de jo er bund kriminelle. Disse fortællinger passer helt naturligt ind i et land som USA, hvor idealet og drømme om, at enhver er sin egen, lykkes smed, stadig lever i bedste velbegående. Det er dog helt automatisk, en kende svære at finde personer, der klarer sig alene på deres talegaver, troværdige, i et velfærdsland som Danmark, der ovenikøbet også er verdensmestre i digitalisering – så man ville nok ikke komme særlig langt, med de klassiske kneb, som alle forventer at se.

Det store ’danske’ twist på denne genre, der skal gøre det lidt akavede svindlerscenarie mere autentisk er, ligesom i Olsen Banden, at familien fylder utrolig meget. Her i starten spiller de fire familiemedlemmer meget klassiske arketyper. Du har den rastløse far, der ikke føler sig tilpas i den moderne faderrolle, moren, som kæmper mellem sine ambitioner og drømme, men også pligtfølelsen, der gør, at hun er den, som forsøger at holde sammen på familien – selvom den ældste datter er mere interesseret i sin ældre kæreste, og sønnen er klistret til iPad’en.

© Viaplay

Meget enkel karakterisering
Som udgangspunkt er det meget effektivt. De har alle et startpunkt, med rig mulighed for at udvikle sig i løbet af serien. I løbet af de første 3 afsnit, som jeg har set, sker der dog ikke den helt store forandring. Faktisk er familiescenerne de mest uinteressante her i starten, fordi de virker som om, de er skrevet af et andet hold, end når det kommer til det store svindelnummer forældrene har gang i.

Alle familiescenerne består næsten udelukkende af skænderier, hvilket selvfølgelig øger dramaet, men ikke ligefrem giver en lyst til at tilbringe tid sammen med familien Jensen. Deres karakterising er også underlig tilfældig, hvor særligt datteren Esther, der kun har scenerne i hjemmet, lider mest under denne konstante søgen efter konflikter i familien.

Selvom hun er en teenager, der går i gymnasiet, så skifter hun fuldstændig personlighed fra scene til scene. Nogle gange råber og skriger hun af sin forældre, fordi de ikke giver hende nok opmærksomhed, andre gange beder hun dem om at gå væk, hvorefter hun i den næste pludselig er indsigtsfuld og forstående. Den varierende dybde er universel for alle familiemedlemmerne, og gør det, som skulle have været seriens stærkeste element, virkelig svagt og udefinerbart, i hvert fald efter de første afsnit.

© Viaplay

Underholdende svindel
Til gengæld er de fleste scener uden for hjemmet langt mere engagerende og over en bred kam meget vellykket. Man skal selvfølgelig lige tune sig ind på replikkerne, der er en kende for unaturlige i deres brug af ekspositioner, men særligt Lars Ranthe formår virkelig at sælge scenerne, hvor han gennem sine talegaver charmerer sig ind på folk. Der en lidt mere moden Olsen Banden-lignende charme over Erik og Nina, når de folder sig ud, både visuelt, musikalt og i deres præstationer, som gør det meget underholdende og seværdigt, så længe de ikke mundhugges om trivielle familieproblemer.

Efter de første tre afsnit står serien, for mig, stadig meget åben. Problemerne på familiefronten er lige så roligt begyndt at eskalere, ligesom der er lagt i støbeskeen til, at svindelnummeret nok skal blive meget mere kompliceret, højspændt og måske endda voldeligt. Allerede nu har jeg dog en meget god ide om, hvordan hele familiesituationen kommer til at udvikle sig, men hvor dramatisk Erik og Ninas infiltration af medicinalvirksomheden bliver er svær at sige på nuværende tidspunkt.

Hele serien kommer derfor til at stå og falde på, hvordan de to sideløbende historier bliver vægtet i løbet af de næste 10 uger.


Friheden har premiere i dag på Viaplay, og TV3 kl. 20:00. Der udkommer et nyt afsnit hver onsdag, de næste otte uger.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her