Gimme Danger

Posted in Biografen by - marts 09, 2017
Gimme Danger

En musikdokumentar for alle

En dokumentar af Jim Jarmusch om punkens ”fader” Iggy Pop og det skelsættende band The Stooges. Selvom Iggy i filmen siger, at han hverken vil være hip hop, rock eller punk, så kan man ikke komme udenom, at The Stooges har inspireret nogen af nutidens største og mest kendte bands indenfor punk og rock.

At The Stooges har haft en så epokegørende effekt på deres omverden, gør også filmen om dem helt speciel. Jeg har ikke meget forstand på musik, og slet ikke den som blev grundlagt i 60’erne og 70’erne, men alligevel var Gimme Danger utrolig interessant at se. Jeg var især fanget og fortryllet af filmens opbygning, og måden hvorpå den amerikanske samfundsudvikling blev bragt på banen både igennem musikkernes egne erindringer fortalt siddende i afslappede omend underlige omgivelser, men også ved gamle filmklip og liveoptagelser fra koncerter. Det hele blev akkompagneret af den fascinerende, nogen gange grænseoverskridende, men alt i alt virkelig gode musik.

Opløsningen
Iggy Pop og de resterende ”overlevende” musikkere fra bandet blev interviewet i enrum siddende enten med deres instrument eller med bare tær som den legendariske forsanger. Alle interview er enkeltmands, og man føler sig virkelig på enehånd med personerne, hvilket gør fortællingerne nærværende og intime.

Selve historien, om hvordan livet har været for de forskellige musikkere, er spændene og underholdene. 70’erne er en virkelig spændene periode, synes jeg helt personligt, grundet de store opgør med alle de faste strukturer, normerne og patriarkatets magtfulde position både i samfundet og i de amerikanske hjem.

Selvom det er svært at forstå præcist hvilken indvirkning et band, som The Stooges har haft på dets omverden, så kommer Gimme Danger godt omkring det på en autentisk og morsom måde. Samtidig formår filmen også at gribe om omverdenens indflydelse på bandet og dets medlemmer, og musikkerne fortæller roligt og udramatisk om bandets opløsning, deres egen opløsning og bagsiden af 70’ernes frigørende livsstil. Især stoffer og alkohol kommer til at ødelægge meget, men Iggy Pop fortæller også om de store pladeselskaber og produceres magt, og hvordan hverken han selv eller bandet ville gå på kompromis med dem selv og deres musik.

Jarmusch har på mange måder formået at lave en dokumentar om musik, som kan fange selv den mindst musikinteresserede anmelder i byen. Den fanger og skildrer The Stooges og tiden omkring dem på en autentisk og humoristisk måde. Men med mindre man er interesseret i musik, så er det ikke en film, som man behøver at opleve i en biograf, og derfor får Jim Jarmuschs Gimme Danger kun fire stjerner.

  • Release Date: 3/9/2017
This post was written by
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.