Take That bliver mere end et boyband
Greatest Days er det, man kalder en jukebox-musical. Du kender måske ikke genrenavnet, men har sikkert allerede kendskab til musicals som Mamma Mia! og We Will Rock You, der tager velkendte sange fra en musiker eller gruppe, og bygger en fortælling op om deres bagkatalog. Det samme er tilfældet her, selvom man til at starte med kan have svært ved at se, hvordan et boyband hænger sammen med filmens narrativ.
Vi følger en håndfuld voksne kvinder, der som unge var del af en tæt venindegruppe, der som én organisme, lavede alt sammen i teenageårene. En af de ting, der bandt gruppen sammen, var boybandet Take That. Pigerne var ikke bare betaget af gruppen, men det var som om, at drengene leverede soundtracket til deres liv. Desværre bliver de ramt af en tragedie, der har spredt dem for alle vinde, indtil en af dem vinder en vip-rejse til en Take That koncert i udlandet, hvilket bliver startskuddet på at genfinde deres tætte forhold, og for biografpublikummet til at høre hele Take Thats diskografi.
Kærlighed og tragedie i musikken
Selvom dramaet måske kan lyde som en lidt tung omgang, der står i skærende kontrast til de letbenede popsange, er det nok musicalens største genistreg. Personligt er jeg ikke nogen stor fan af gruppen, men det er en klog måde at bruge sangene på, der viser, hvilken sammenhængskraft selv de, på overfladen, mest banale sange i musikverden kan have, når de optræder i den rette kontekst. Det er måske til tider lidt i overkanten med nogle lange passager, hvor vi nærmest hopper fra den ene sang direkte videre til den næste, med kun et minimalt pusterum, før vi så igen er videre til næste nummer, men det er vel mere en kritik af genren som helhed end selve filmen.
En anden årsag til, at filmen hænger sammen, er skuespillerne. Ensemblet er enormt velvalgt, og man kan ikke bare mærke den barnlige glæde ved kvinderne, når de er unge, men også sorgen ved gensynet, når de møder hinanden 25 år senere, og livet ikke helt er gået, som de havde håbet.
Greatest Days er en rigtig tåreperser og kærlighedserklæring, ikke bare til Take That, men også til den sammenhængskraft popsange kan have. Jeg havde ikke de helt store forventninger til filmen, men må blankt erkende, at det er en bedre ikke bare musical, men også film, end den har lov til at være – og jeg er helt sikker på, at er man i målgruppen, kommer både historien og musikken til at ramme lige plet.
