Grey Zone

Kategori Biografen af - maj 06, 2024
Grey Zone

Grey Zone

Der er så meget at huske
Mikkel Alexander, som selv danser med i forestillingen, har ud fra sine personlige erfaringer til en Alzheimersramt lavet koreografien til Grey Zone.

Det er der kommet en meget smuk og vedkommende, men også en dyster forestilling ud af.

Vi befinder os i grænselandet mellem at huske og glemme. Der hvor billederne ikke længere fremkalder minder, hvor hverdagens rutine bliver både deja-vu og et fængsel af frustrerende gentagelser.

Koreografien og danseren Elena Praastrup Nielsen afspejler med stor værdighed det meste af det følelsesregister en person, der lider af en demens diagnose, går igennem.

På Teater FÅR302 er scenen ikke den største, men rummet er udnyttet, så der også er plads til dansen, når frustrationerne er størst.

Med to døre, et par lamper, kasser, billedrammer, flytbare vægge og sko visualiseres alt fra et hjem, hospital, plejebolig, gange, loft og alt andet publikum finder frem fra fantasien eller egne minder, som de bærer rundt på for familie eller bekendte, der går eller har gået igennem denne grå zone.

Der er så meget at glemme
På scenen, sammen med de to dansere, er komponist og musiker Anja Tietze Lahrmann. Med et smukt, men også til tider klaustrofobisk lydbillede, maler hun de følelser, der er uløseligt svært at gengive med kroppen, og komplementerer koreografien, så forestillingen næsten bliver komplet.

Men noget mangler.

Der, hvor visualiseringen smukt viser, at skoene ikke længere passer, eller at der kun er mørke at finde, der hvor billedrammen burde holde på noget andet, finder jeg ud af, hvad det er forestillingen glemmer. Vreden. Aggressionen. Volden.

Selv om forestillingen Grey Zone er et rørende vidnesbyrd, så ender den overordnede stemning med at tænke for meget over værdigheden, og glemmer det monster, mange møder i forbindelse med demensen. Jo, der er frustrationer i dansen, men den er på alle tidspunkter indadvendt.

De øjeblikke hvor sygdommens angst bliver udadvendt, hvor diagnosen bliver fysisk i sin afmagt, er de mest skrækindjagende og uhyggelige. Hvor var den side af sygdommen blevet af?

Forestillingen er anden del af trilogien Wrinkles og en del af Folkebevægelsen Mod Ensomhed. Grey Zone spiller i Demensugen (uge 19), som er arrangeret af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.


Grey Zone spiller fra 4. maj til 11. maj 2024. På Teater FÅR302
Varigheden er ca. 75 minutter uden pause.


Dansere: Elena Praastrup Nielsen, Mikkel Alexander Tøttrup. Koreograf og producent: Mikkel Alexander. Komponist og musiker: Anja Tietze Lahrmann. Dramaturg: Ditte Amalie Greve Bichel. Kostumedesigner: Jens Skov Østergaard.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.