En værdig krigsfilm, men et mudret drama

Mel Gibson har ikke instrueret en film siden den fremragende ”Apocalypto” fra 2006. Nu ti år efter er han klar med sin næste film i rækken, ”Hacksaw Ridge”, som undertegnede har set frem til i lang tid.

”Hacksaw Ridge” omhandler den godhjertet og religiøse Desmond Doss, spillet af Andrew Garfield. Doss melder sig til at kæmpe for USA mod Japan under anden verdenskrig, og tager afsked med sin familie og forlovede for at tjene sit land. Grundet Doss’ religion nægter han dog at bære et våben og udøve skade på andre, og han vil i stedet være sygehjælper. Doss møder stor modstand grundet sin holdning til våben, men han ender alligevel side om side med sine soldaterkammerater i et slag på klippen Hacksaw Ridge.

Instruktøren Mel Gibson er tilbage.
Grundet til, at jeg har glædet mig meget til Mel Gibsons næste film, er hans evne til at lave så utroligt fangende og medrivende film. På trods af en stor del patos og historisk ukorrekthed, vil ”Braveheart” altid formår at fastholde en stor spænding hos mig, og samtidig få mig til at både grine og græde (det skal nævnes at nostalgi også spiller en stor rolle i mit syn på den film). På trods af det alt for store religiøse tema var ”The Passion of the Christ” også en meget rå, voldelig og fængslende film. Sidst men ikke mindst indeholdte ”Apocalypto” ikke kun en fremragende spænding og action i Amerikas forhistoriske tid, men havde også en dybere mening omkring større kulturers ubarmhjertige udryddelse af mindre kulturer.

I ”Hacksaw Ridge” bruger vi første halvdel af filmen på at følge Doss blandt sin familie og derefter i militærtræning med sine soldaterkammerater. I anden halvdel ankommer Doss og hans kompagni til Hacksaw Ridge, og det er især her at Mel Gibsons evne til at gribe fat i publikum træder i karakter. Krigsscenerne er utrolig flotte og ekstremt medrivende. Jeg sad personligt på kanten af sædet mens jeg fulgte, ikke kun Doss, men hele hans kompagnis kamp mod japanerne. Alle actionsekvenserne er særdeles veludført, og Gibson formår at ramme både den rå og kaotiske side ved et slag, samtidig med at han sørger for, at man ved hvilke karakterer man følger, og hvad der sker med dem.

Krigsscenerne har større dybde end persondramaet.
Desværre står det personlige drama ikke helt så skarpt som de veludførte krigssekvenser. Første halvdel følger en rimelig klassisk skabelon for en bio-pic, men historien bliver aldrig helt dyb nok til for alvor at fange ens interesse. Et af problemerne er karaktererne omkring Doss, i form af familien og hans forlovede. Doss’ forlovede har ikke nogen stor karakterdybde, og Teresa Palmers karakter er der udelukkende for at fortælle Doss, at hun elsker ham, er stolt af ham og, at han nok skal klare det. Doss’ bror bliver i starten udstillet som at skulle være en større del af Doss’ aversion mod våben, men man hører bare pludselig at han har meldt sig ind i hæren, og derefter hører man aldrig om ham igen. Så er der Hugo Weavings karakter, som er faren til Doss. Han havde selv kæmpet i første verdenskrig, og var siden hen blevet alkoholiker grundet tabet af alle sine venner i den store krig. Der er et meget anspændt forhold mellem Doss og hans alkoholiserede far, alligevel synes jeg aldrig rigtig at der kommer nogen forløsning mellem de to, og da det viser sig i en flashback-scene, at faren er grunden til, at Doss ikke vil bære våben, virker det ret tamt. Det er en skam, for Hugo Weaving spiller rigtig godt, og det virker som om at der kunne være skabt et dybere drama i hans karakter og forholdet til hans sønner.

Et andet problem i den første halvdel er, at man ikke ordentlig får forklaret hvorfor Doss melder sig ind i krigen, og hvorfor han brænder så meget for at skulle tjene sit land. Det er først halvvejs i filmen, at han nævner, hvordan han tog angrebet på Pearl Harbor personligt, og at han så det som sin pligt og ære at skulle tjene sit land og kæmpe for friheden. Alt dette er fint nok, problemet er bare at han ikke rigtig havde udtrykt noget af dette før. Således synes jeg det fremstår lidt mærkeligt, at man skal så lang ind i en film før man bliver klar over, at ens hovedperson er patriot.

Alle disse problemer i starten gør ikke filmen dårlig, det gør bare at man desværre ikke får dykket helt så meget ned i Doss’ historie og får skabt en så stor bekymring for ham, som krigsscenerne senere ellers fortjener. Der er dog stadig mange gode ting ved filmen, udover de store kampscener i anden halvdel. Først og fremmest gør Andrew Garfield og alle de andre skuespillere det fint. Det er rart at filmen ikke følger de største klichéer inden for krigsfilm, og Doss’ overordnede (Vince Vaughn og Sam Worthington) er ikke bare røvhuller, der ikke gider have en pacifist med i krig, men viser sig begge faktisk at have flere sider, hvilket gør karaktererne mere interessante. Samtidig er der soldaterkammeraten Smitty (spillet af Luke Bracey), som er ond overfor Doss i starten, men min frygt for at de tos forhold til hinanden skulle være at Smitty er en hårdhudet idiot overfor Doss hele filmen igennem indtil at Doss til sidst redder hans liv, hvorefter at han opnår Smittys respekt, blev heldigvis gjort til skamme. I stedet udvikler der sig forholdsvis hurtigt et rimelig interessant forhold i mellem de to.

Inden jeg runder af skal det også lige siges at som man har set før i Mel Gibsons film, så bliver kristendommen fremhævet en del, og en intro voice-over samt et par meget amerikanske udtalte bønner til Gud og Jesus under krigsscenerne havde jeg personligt gerne været foruden.

Afslutningsvis kan det siges at ”Hacksaw Ridge” desværre ikke helt er på det niveau som Mel Gibsons foregående film ”Apocalypto” var, men mindre kan også gøre det. Filmen halter lidt i den biografiske personlige historie, men den fungerer eminent som krigsfilm.