Et klassiske helteportræt, der desværre er udkommet for tidligt.

Det er ikke mange år siden historien kom frem, om den unge pige i Pakistan, der vovede at tale om kvinders ret til uddannelse, og som følge heraf blev skudt i hovedet. Hun overlevede dog på mirakuløs vis, og er siden rejst verden rundt for at fortælle hendes historie, og for at lægge pres på de reaktionære stemmer. Nu er det så blevet tid til at fortælle hendes livshistorie, men er det ikke lidt for tidligt?

Et simpelt portræt.
For portrætdokumentarens enkle, men svære opgaver er, at skabe en forståelse af personen i filmen. Det betyder, at vi får lov til at møde Malalas familie, hører historier om livet i Pakistan, ser hende deles sin livsfilosofi, og får historien bag navnen, der rummer en mytisk karakter. Det er alt sammen klassisk dokumentarstof, som vi har set hundrede gange før, med interviews og dramatiseringer, men på intet tidspunkt bliver det virkelig indsigtsfuldt eller rørende. Man kan flere gange tydeligt mærke, at det er en ung pige filmen handler om, der endnu ikke kender sig selv – og deri ligger problemet.

Filmen vil så gerne sprede historien om hende, øjensynligt i et forsøg på at vedligeholde mediebevågenheden, at den aldrig spørger sig selv, om ikke det hele er en tand for ensidigt. Vi får aldrig dannet noget større perspektiv, eller stillet det simple spørgsmål, hvorfor er fundamentalisterne så reaktionære, og hvad skal der egentlig til for at skabe en reel forandring i det land, som Malala og hendes familie er flygtet fra. I stedet bliver tiden brugt på at fordømme, de på mange måder helt afdankede magtmennesker, men så bliver det heller aldrig til mere end et helteportræt som alle de indviede kan nikke ja til.

He Named Me Malala er ikke blot et portræt af en ung frihedskæmper, men mest af alt en propagandistisk film. Det er ikke nødvendigvis en dårligt ting, da jeg fuldt ud kan stå inde for budskaberne om ligestilling og oplysning til folket, men behandlingen af emnerne er overraskende unuanceret og indsigtsløs. Filmskaberne og Malala vil så meget godt, men besidder ikke nok forståelse for, hvor svære deres ønsker er at få indfriet, eller har nok selvindsigt til at se, hvor bundet de er af deres egen kultur og konventioner, at hele affæren fremstår noget ensidig. Det kan ses, både i den meget klassiske fortællestruktur, men også i noget så simpelt som når Malala ikke tør invitere drenge ud på date, men bagefter påstår, at hun ikke er bundet af noget andet end hende selv.

Der er lang vej endnu for hende, og ikke mindst Pakistan, hvilket alt sammen fører til en ærgerlig filmoplevelse, der sagtens kunne have været mere afrundet, hvis filmen var udkommet nogle år senere, hvor Malala var blevet voksen og perspektivet større.