Et godt og opløftende drama om alle vores fordomme

I det historiske drama Hidden Figures, bliver den relativt ukendt, men ikke desto mindre sande historie om tre sorte kvinder, der i 1960’erne arbejde hos NASA og spillede afgørende roller med at få USA ud i rummet. Konflikten var imidlertid ikke blot med Rusland som USA var i indædt konkurrence med, men i højere grad med de fordomme om køn, der stadig var dominerende og raceadskillelsen, som stadig levede i bedste velgående.

Tre seje kvinder
Disse tre kvinder, Katherine G. Johnson (Taraji P. Henson), Dorothy Vaughan (Octavia Spencer) og Mary Jackson (Janelle Monáe) arbejdede alle med essentielle matematiske udregninger, men det er ikke nær så vigtigt som deres relationer udenfor arbejdspladsen. For selvom der er masser af uretfærdighed i NASA, så er det, det fordummende samfund, som virkelig er i centrum.

Det er også i disse passager, at filmen virkelig brillerer. Den groteske raceadskillelse bliver (for det meste) vist på subtil, men forståelig vis. Det er eksempelvis da Katherine bliver forfremmet til den inderste kerne i NASA, hvor der ingen andre sorte er, og hvor alle mændene bare kigger forbavset og lamslået på hende, da hun går mod sit skrivebord, eller da Dorothy skal låne en bog om det nye computersprog, men i sidste ende er nødt til at stjæle den fra biblioteket, da hun ikke må røre ved bøger i den ”hvide afdeling”. Som en person, der aldrig er vokset op med raceadskillelse, føles det næste som en helt anden verden. Derfor er det ikke desto mindre vigtigt at fortælle historier som denne, da de minder os om, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kan undgå at begå de samme fejltagelser.

Selve emnet er i sig selv både samfundsrelevant og en god påmindelse, men den store præstationer, at de hvide heller ikke bliver tegnet som endimensionelle hadfulde menneske, men blot som produkter af normerne og egoisme, hvilket nok i højere grad har været tilfældet i alle elitekulturer. Det forhindrer imidlertid ikke filmen i at gøre Kevin Costner til en ”semi-helgen”, men det er bare lidt krydderi på kransekagen.

Lidt for let
Hidden Figures kunne også med meget få ændringer have endt som en ”underdog” i Oscarkapløbet, men der er visse elementer undervejs, der hele tiden hiver en ud af det ellers seriøse emne. Det første og største problem er, at filmen så inderligt gerne vil være en publikumsbasker, hvilket betyder, at der er temmelig mange montager, hvor der spilles upbeat musik i et forsøg på at skabe en god stemning. Denne angst for at være virkelig ubehagelig gør også, at der heller ikke er nær så meget spænding i filmen, som historien ellers ligger op til. Der er en enkelt scene, hvor Katherine bryder sammen og får nok af den konstante undertrykkelse, men derudover er der ikke mange virkelig intense scener, hvilket leder mig over til filmens anden svaghed, skuespillet.

Octavia Spencer er fantastisk som altid. Hun besidder en varme og naturlig charme, der sjældent ses på det store lærred i dag, men det samme kan man ikke sige om hendes to medspillere. Janelle Monáe har ikke nok skærmtid eller en god nok historie til at efterlader et reelt indtryk, men Taraji P. Henson som den reelle hovedkarakter er den største synder. Hun overspillet ganske enkelt alt for meget, og har ikke noget særlig godt tag på det subtile, hvilket er en meget god metafor for filmen som helhed.

Hidden Figures, er en ikke bare god, men også samfundsrelevant. Det er en historie, der altid er værd at fortælle, og der er nok nuancer i skitseringen af menneskerne til at gøre filmen til mere end blot endimensionel underholdning. Det er dog en mere hyggelig end barsk fortælling, men dem skal der også være plads til, og når det bliver gjort med sådan en stor fortælleglæde, er det svært ikke at føle sig i godt selskab.