Hil Cæsar

Kategori Biografen skrevet af - februar 18, 2016
Hil Cæsar

En idiosynkratisk skildring af den gamle filmindustri, men en ringe historie.

4stars

Vi befinder os i filmindustrien midt i de lunefulde 1950’ere. I en tid før internettet og de sociale medier lever folk i industrien en mere driftstyret tilværelse, og hvis man dummer sig skal studiebossen Eddie Mannix (Josh Brolin) nok sørge for, at man ikke dukker op på en uheldig avisforside. Filmen tilbringer ikke meget mere end et døgn i selskab med Mannix, men dette døgn er langt fra kedelig og rummer alt, lige fra kidnapninger, til uægte børn og ikke alt for begavede cowboyer.

Det er en vidunderlig anderledes tidsalder, hvor filmindustrien består af særlinge med hver deres unikke problemer og personligheder. De bedste scener er også helt klart hyldester til klassiske storladede Hollywood produktion, som dem bl.a. Gene Kelly og Esther Williams er kendt for.

Filmen rummer også Coen brødrenes helt egen form for sorte humor, ingen andre har haft held til at genskabe. Hvis man udelukkende læste manuskriptet ville man tro, at det var en tragedie, men på en ubeskrivelig naturlig måde, får de to brødre hele seancen til at fremstår komisk, og det er om ikke genialt, så i hvert fald uden sidestykke og deres helt egen genre. Dette fornemme portræt af en svundet tid eksisterer dog på bekostning af en usammenhængende historie.

Historien er deres akilleshæl.
For selvom alt dette er nok til at gøre filmen enestående og en biograftur værd, så kommer man heller ikke uden om, at der er en lang række ufrivilligt komiske elementer, der gør historien meget ufokuseret.

Det mest åbenlyse er, at den lange perlerække af stjerner, der stolt bliver fremvist på plakaten, næsten ikke er med i filmen. En lang række af disse fantastiske skuespillere som, Scarlett Johansson, Ralph Fiennes, Frances McDormand m.m. er ikke med i meget mere end en enkelt eller to scener. Et noget besynderligt valg, da det også er med til at gøre deres respektive sideplot underlig flade og klichefylde, eftersom der ikke bliver brugt meget tid på at komme i dybden med noget.

Dette er dog ikke isoleret til skuespillerne, fordi denne overfladebehandling er meget sigende for filmen som helhed, der har lidt for mange bolde i luften, og derfor aldrig rigtig får sagt noget indholdsfuldt.

Det er en spændende ide at følge én enkelt dag i studiebossen Eddie Mannix’ liv, men problemet er, at det aldrig bliver meget mere end netop det. Der er ikke nogen klar korrelation mellem karaktererne, og de fleste fremstår som glorificerede gæsteoptrædener. Samtidig vejer intet af dette særlig tung, da man ikke kan blive andet end glad over, at der stadig findes folk som Coen brødrene, der får lov til at lave film helt efter deres eget hoved.

Hil Cæsar er måske ikke det næste filmiske mesterværk fra Coen brødrene, og historie hænger i laser, men man kan ikke røre ved, at filmen besidder en mageløs magi. Der er noget vildt charmerende over at rejse tilbage til Hollywoods barndom, dengang industrien mindede mere om et cirkus end en forretning. Det hjælper også på det hele, at historie er fortalt så sort som kun Coen brødrene kan, at må tage sig selv i at blive betaget af den enestående tid, også selvom historien ikke er meget mere end et vedhæng.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her