Himmelvendt

Kategori Teater skrevet af - maj 29, 2022
Himmelvendt

Fest, ensomhed og identitetsjagt i provinsen

Der findes rigtig mange af dem. De små byer i Danmark. Du ved, den der, hvor der er en Brugsen, en grillbar, en gymnastikhal, en skole og familier, der har boet der i mange generationer. De unge mennesker vælter oven i hinanden for at komme ud og væk, lige så snart de kan og må, men enkelte bliver frivilligt tilbage, og andre kommer hjem med knuste drømme for at regruppere.

Himmelvendt er disse unge voksnes historier. Skrevet af Henrik Szklany efter interviewsamtaler med de 5 skuespilelever Amanda Friis Jürgensen, Clint Ruben, Emil Busk Jensen, Kristoffer Eriknauer og Sarah Simone Jørgensen, som med denne forestilling sat i scene af Line Paulsen nu er færdiguddannede fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

Selvom der er langt fra disse nye skuespillere til de karakterer de portrætterer i Himmelvendt, så er der nu nok alligevel en fællesnævner, og for publikum er der også en genkendelighed for dem af os, der er født og opvokset uden for de stører byer i et i forvejen lille land.

Det ligger lidt til højrebenet, at vi i Himmelvendt befinder os i Jylland, men Sjælland kan nu også sagtens være med i konkurrencen om knudemænd i denim. Det er jo ikke København det hele og byer som Svebølle, Stenlille eller Gundsømagle, hvor denne anmelder selv er fra, har de samme historier, skæbner og personligheder som denne forestilling giver et glimrende indblik i.

Som med alt andet teater skal publikum være villig til at lege med, og indlevelsen i de billeder, der tegnes på scenen, skal i dette tilfælde i høj grad selv formes og drømmes frem. Der er nemlig ikke meget til at hjælpe os på vej. Kun et gulv, der kan tegnes på og et par spande vand med blandet farve i, er med til at guide os rundt i det provinsliv, der fortælles om.

Kunne det være en serie på DR? Ja, det kunne det sagtens. Det kunne også være en generationsroman som Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard. Men det er altså teater, hvor kulissen er, hvad du selv ønsker at huske eller se. Det er dybe længsler, familie, kærlighed, ensomhed og hestekræfter. Det er Dennis, som har været i mesterlære som landmand hos sin morfar. Det er Fie, der blev headhuntet af den lokale ejendomsmægler, fordi hun var så god til at snakke i Brugsen. Det er Kasper med sin subwoofer i bagagerummet. Det er Sebastian, der kan skifte en kølerhjelm og kofanger uden at blinke. Det er Solvej, der fik en ko i konfirmationsgave.

Himmelvendt er til os alle, men især til den ungdom, der tror de er alene, at ingen forstår de følelser de oplever lige her og nu, og, at ingen andre har haft de problemer, de nu står overfor.

Det har vi. Det gør vi. Der bliver endda lavet teater om det.


Himmelvendt spiller som gæstespil på Folketeatret fra den 27. maj til den 01. juni 2022

Skrevet af
Bo Dalum (f. 1977) far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentar er lukket.