Action sekvenserne er interessante, men resten af filmen går i tomgang.

Lad os lige starte med at dvæle et øjeblik ved det beundringsværdige faktum, at et lille dansk spilstudie har skabt et verdensomspændende franchise, som der nu eksisterer hele to film baseret på. Desværre lykkedes det ikke at skabe en god film første gang i 2007 med filmen, der bare hed Hitman, og denne gang er det desværre også gået galt, men af andre årsager.

I Hitman: Agent 47, følger vi den genmodificerede snigmorder 47, der eftersigende skulle være noget nært det ultimative våben, fordi hans følelser er blevet undertrykt, så han altid er rolig og afdæmpet i pressede situationer. Det skaber måske ikke den mest interessante hovedkarakter, men han er i det mindste tro mod den oprindelige karakter, og Rupert Friend gør det så overbevisende som det kan lade sig gøre – når man spiller en følelseskold dræbermaskine.

Historien er filmens undergang.
Selvom det lykkes at gøre agent 47 mere tro mod sit videospilsmodstykke, så kan det være lige meget, hvis historien og spændingen udebliver, og det er tilfældet her. Plottet er så rodet og usammenhængende, at jeg simpelthen ikke tror, jeg er i stand til at fortælle, hvad filmen går ud på. Det handler om genmodificerede kloner, en ond organisation og af en eller andre grund flydende metal under huden, og når man ikke rigtig forstår, hvad der foregår på skærmen og, hvordan tingene hænger sammen, og så er det svært virkelig at blive revet med. Historiens eneste funktion er dog i virkeligheden at forbinde action sekvenserne med hinanden, hvilket ville været helt acceptabelt, hvis action scenerne var fænomenale, men også her rammer de delvist ved siden af.

Der er flere virkelig fede sekvenser i filmen, som da 47 bryder ud af arresten, eller da han lærer sin protegé at være opmærksom på sine omgivelse, og så er der virkelig kiskede scener, som da vores hovedkarakter leger gemmeleg i en lufthavn, uden spændingen på noget tidspunkt er nærværende.

Hitman: Agent 47 er på ingen måde en stor film, men den har stadig sine øjeblikke. Der er flere scener med skududvekslinger og kampscener, som er flot koreograferet, men for hvert af disse øjeblikke, er der mindst en virkelig kikset scene eller en ny uforståelig og hjernedød udvikling i historien. Hvis filmskabernes mission har været at lave en rendyrket videospilsfilm, så er det uden tvivl lykkedes, men det er bare ikke nogen særlig god filmoplevelse.