Hobbyhorse Revolution

Kategori Biografen skrevet af - oktober 04, 2017
Hobbyhorse Revolution

En skør og varm dokumentar om…. Kæpheste!

Nogle film kræver et mere åbent sind end andre, og for mig var Hobbyhorse Revolution virkelig en af dem, der testede mine fordomme. Her er kæpheste, som vi husker dem fra skolegården blevet til en sportsgren, et unikt fællesskab og en hel livsfilosofi. ”Hvad?!” tænker du nok – det gjorde jeg i hvert fald.

Respekter kæphestene
Det er åbenbart slet ikke så usædvanligt et fænomen endda – i hvert fald ikke i Finland, hvor ”Hobbyhorse-riding” nu dyrkes af over 10.000 piger. Selma Vilhunen har på en fin og varm måde skildret dette lidt skæve fænomen, i en god kombination af observerende scener af træning, stævner og venindehygge samt interviews med pigerne.

To elementer fungerer særligt godt for historien: for det første understøttes pigernes verden af profiltekster fra sociale medier, der ruller over skærmen med updates om sommerfugle i maven inden stævne eller nyeste pony i folden og ”ung” musik for fuld udblæsning. Når Sia’s Chandelier brager ud af højtalerne, mens man ser pigernes koordinerede løb (eller ridning?) i slow motion, får man følelsen af coolness og pludseligt forstår man det lidt bedre.

For det andet er de tre hovedkarakterer Alisa, Ella og Aisku godt castet, som tre meget forskellige bud på, hvilke piger der kaster sig over kæphestene. Aisku er en hård negl, der træner andre piger og ikke lægger fingre imellem, når der skal gives kritik. Hun har problemer på hjemmefronten, men hun er vellidt i hobbyhorse-pigernes verden. Ella er den tykke pige i klasse, der bliver mobbet og mistede sin rigtige hest, men her har fundet venskab og en vej ud af depression med den nye hobby. Alisa er forbilledet inden for pigernes verden, hun var en af de første, der blev populær på de sociale medier og hun går forrest i den fine flash mob, som filmen kulminerer med, råbende i en megafon: ”Respekter kæphestene”. Pigerne er endnu sejere, når de fortæller, at de har fortsat deres hobby, trods grov mobning, når klassekammeraterne har fanget dem med deres kæphest.

En særlig kærlighed til kæpheste
Fortællingens opbygning med de forskellige camps og konkurrencer, hvor vi lærer pigerne at kende, frem til den store flash mob i Helsinki, hvor de alle står frem som én samlet, stærk gruppe, sætter en meget fin ramme om de tre piger og deres venner. Man er ikke i tvivl en dybere mening med deres forkærlighed for kæphestene, og på den måde bliver det en varmere og meget anderledes version af historien om, hvordan fællesskaber kan hjælpe børn ud af mobning og andre problemer.

Mit store problem med Hobbyhorse Revolution er imidlertid, at jeg kun forstår dette metalag i historien. Det helt konkrete omkring kæphestene bliver jeg simpelthen ikke klogere på. Træningsdelen og koordineringen i løbet er jeg med på, men står til gengæld helt af, når de giver kæphestene personlighed og taler om deres temperament, energi og deres staldmakkere. Det umiddelbart ufrivilligt komiske lag forsvinder aldrig rigtigt, når man ikke tages med ind i universet og får en grundlæggende introduktion til denne leg for store børn, som det jo ligner. Jeg mangler en grundlæggende forklaring: hvad er det her for noget?

Men der er nok bare visse ting, man ikke skal forstå, men bare observere og smile af, og det gør man hele vejen igennem Vilhunens skæve film. Så hvis man som jeg aldrig helt kommer til at forstå, hvad legen egentlig går ud på, skal man nok i stedet bare lære at respektere kæphesten.

Skrevet af
Kommentar er lukket.