Høj af kærlighed

Posted in Biografen by - oktober 27, 2016
Høj af kærlighed

Intet er sjovt og alt er set før.

2stars

Diane (Virginie Efira) er en smuk og karismatisk businesskvinde i midt-trediverne. Hun er partner i et advokatfirma sammen med sin eksmand på tredje år, Bruno. En dag kommer Diane hjem efter en lang arbejdsdag, og fastnettelefonen ringer. Manden i den anden ende af røret har Dianes mobiltelefon, som hun glemte på en restaurant tidligere på dagen. Diane bliver lettet og glad, men undrer sig samtidig over, at den fremmede mand ikke straks fulgte efter hende for at aflevere mobilen tilbage. Så havde du jo slet ikke ænset mig, og jeg havde ikke haft chancen for at invitere dig ud, forklarer manden. Alexandre, hedder han. Diane charmeres af Alexandre og går med til at spise frokost med ham den efterfølgende dag. Men manden Diane møder, er ikke helt, som hun havde regnet med. Alexandre er nemlig kun 136 centimeter høj.

Efter den indledningsvise forbløffelse over Alexandres højde, går det op for Diane, at han både er charmerede, kreativ (han er en dygtig og succesfuld arkitekt) og fuld af overraskelser. Deres første date ender med et tandemfaldskærmsudspring, noget Diane aldrig har prøvet før. Diane bliver så småt forelsket i Alexandre, men et problem melder sig på banen: Hvad tænker omgivelserne ikke om deres forhold?

Uoriginal romcom
Det er godt nok ikke en særlig original filmidé. Modsætninger mødes, de forelsker sig, men verden udenfor volder dem problemer. Det må simpelthen være det mest udbollede præmis i verdenshistorien. Det kan i princippet gå an, hvis den ellers formår at bringe noget nyt på banen, eller i det mindste være virkelig, virkelig sjov. Høj af Kærlighed gør ingen af delene. Frankrig har ellers været eksportør af nogle ganske vellykkede komedier inden for de sidste fem år. Det bedste eksempel er vel nok De Urørlige, som blev en kæmpe biografsucces. Selvom De Urørlige ikke ligefrem er stor filmkunst, er den charmerende, og man gik glad ud af biffen. Det er ikke fordi, at Jean Dujardin, der spiller Alexandre, ikke er varm, charmerende og dejlig som den lille mandsling med det store hjerte (Hvad en fremragende skuespiller som Jean Dujardin laver i en så ligegyldig film som denne, er mig desuden en gåde). Men hvad finder han dog interessant ved Diane? Jovist, hun er smuk og smilende, men vi lærer hende simpelthen ikke at kende. Hun er endimensionel, og da hun ved filmens andet vendepunkt vælger af droppe Alexandre på grund af sin mor og eksmands hån og fordomme, forekommer hun endnu mere overfladisk. Naturligvis indser hun, at hun ikke kan leve uden Alexandre, og hun lærer at vende det blinde øje til omverdenens lange, stirrende blikke. Wow, den havde man slet ikke set komme!

Og Høj af Kærlighed er ikke sjov! Den prøver at lave nogle tilbagevendende jokes, som for eksempel Alexandres gigantiske Sankt Bernardshund, der nødsager ham til at liste ind ad sin hoveddør i frygt for at hunden overfalder ham, hvilket den altid ender med at gøre alligevel. HAHA. Vi har fattet, at han er lille.  Alt i alt kan det konkluderes, at Høj af Kærlighed ikke er en film, der går over i filmhistorien. Den er ligegyldig. Jeg har set nok Disney-film og dårlige romcoms til at fatte, at det er det indre, der tæller. Kan vi så komme videre i teksten?

  • Release Date: 10/27/2016
This post was written by
Kommentarer er lukket.