Hundeliv

Posted in Biografen by - juni 16, 2016
Hundeliv

En fornem instruktørdebut, i en noget ujævn film.

4stars

I Hundeliv, følger vi de to halvsøstre, Olivia (Simone Lykke) og Sofia (Julie Andersen). De bor og arbejder på en bodega, hvor deres mor og (pap)far også tilbringer det meste af deres tid. Livet er imidlertid alt andet end lutter lagkage, for faren er en rigtig skiderik. Han åbenlyst mishandler alle kvinderne i familien, stjæler penge fra dem og holder dem afskåret fra omverden. Så da Sofia finder ud af, at hendes rigtige far, Adam (Alexandre Willaume) er i live, stikker begge søstrene af for at finde Adam og forhåbentlig også et bedre liv.

Overraskende morsom.
Først og fremmest så spiller de to søstre rigtig godt sammen. Deres forhold er lidt karikeret, hvilket mest af skyldes manuskriptet, men grundlæggende fremstår deres forhold troværdigt. Hvis selv man har søskende kan sagtens genkende modsætningsforholdet, hvor den ene er mere barnlig end den anden.

Livet er dog helt forfærdeligt for Olivia og Sofia, og da de endelig finder Sofias far ser det kun ud til at blive værre, lige ind til filmen pludselig tager en skarp humoristisk drejning. Adam vælger meget modvilligt, til sidst, at invitere pigerne indenfor. Det er her i Adams efterfølgende forsøg på at indordne sig en normal social adfærd, kombineret med pigernes meget autentiske og naturlig omgang med hinanden, der uden tvivl gør filmens midterste del til den sjoveste og den bedste.

Det lader da også til, at historien kun bliver bedre og mere underholdende, efterhånden som vi langsomt forsvinder længere og længere væk fra bodegaen og den onde papfar. og tættere på et forhold mellem den traumatiserede soldat og hans ny fundne døtre. Alligevel skal vi til sidst tynges af et fuldstændigt forudsigeligt melodrama.

En tonedøv skurk.
For det største problemet i filmen er virkelig dens antagonister. Skurkene i filmen er en gruppe ”københavnske” jyder, der mishandler, stjæler og på alle måder undertrykker kvinderne i filmen. Efter den humoristiske drejning, bliver det derfor endnu mere slående, hvordan deres ondskab ingen rod har i virkeligheden, og hvordan det fuldstændig bryder med filmens etablerede tone. For i slutningen insinueres deres ondskab ikke bare, men vi ser dem faktisk slå et andet menneske ihjel. Det er mærkeligt, passer ikke rigtig ind i filmen og eksisterer øjensynligt kun for at skabe et endnu stærkere fjendebillede.

Karakteriseringen af papfaren er så forhastet, at man simpelthen aldrig forstår, hvorfor han mishandler kvinderne og er i stand til at slå folk ihjel, ud over, at han tydeligvis er et modbydeligt svin. Hvis han blot var en katalysator for historien, kunne den manglende karakterisering måske bortforklares, men når han vender tilbage som hovedantagonisten bliver hans endimensionalitet for alvor understreget.

Hundeliv er et interessant dansk drama, der forsøger at gå egne veje. Det fungerer virkelig godt i midten af filmen, men bryder fuldstændig sammen til sidst. Denne eksperimenterende tilgang til et klassisk dansk socialrealistisk drama er dog så befriende, at man sagtens kan få en god oplevelse ud af det, til trods for de åbenlyse mangler. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad instruktør René Frelle Petersen finder på i fremtiden.

  • Release Date: 6/16/2016
This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.