For første gang kan jeg huske, at Sam Neill er med

I Hunt for the Wilderpeople, befinder vi os i New Zealands vilde natur. Her møder vi den forældreløse Ricky, der er noget af en rod, og derfor er blevet sendt langt ud på landet i håbet om at kunne starte på en frisk. Selvom forholdet til hans nye plejefamilie ikke starter alt for godt, så ser tingene ellers lovende ud, da Rickys plejemor virkelig forstår, hvordan han tænker, og for første gang i hans liv er der en voksen, som værdsætter ham.

Livet tager imidlertid endnu en tragisk drejning, da hun går bort, og så er Ricky efterladt med sin gnavne onkel Hec (Sam Neill). Dette ender med at blive katalysatoren for en meget uventet og absurd menneskejagt, hvor Hec og Ricky, for alvor bliver tvunget til at arbejde sammen.

Sam Neill er faktisk god
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har lidt af en aversion mod Sam Neill. Her taler jeg ikke om en decideret afsky, men jeg kan ganske enkelt aldrig huske, at han har været med i de film, jeg har set ham i, så han har fået kaldenavnet ”Mr. Forgettable”. Derfor kom det som en stor positiv overraskelse, at han faktisk formår at gøre sig til her. Han spiller ganske vidst en rigtig arketype, og man ved med det samme hvor historien leder hen, men der er alligevel en vis ømhed i forholdet til den stakkels dreng, som han på ingen måde vil have noget at gøre med.

For det kunne sagtens være en meget dyster og trist fortælling, men instruktøren Taika Waititi, har i stedet skabt en spøjs fortælling om et meget umage par. Historien fortælles nemlig gennem Rickys øjne, hvilket giver omgivelserne et næsten drømmelignende skær, og skaber både en ironisk distance, men også mange overraskende øjeblikke.

Hunt for the Wilderpeople, er en sjov og temmelig gakket historie om en enkemand og en forældreløs dreng, der ender med at blive nære venner, imens de utilsigtet starter en national menneskejagt. Den er mere sød, end den er dybsindig, men det mest imponerende er, at den gør Sam Neill mindeværdig.