En rigtig fransk avantgarde film for alle dem, der godt kan lide film om mennesker.

I skyggen af kvinder følger det unge franske par Pierre og Manon. De lever et tilsyneladende behageligt liv, hvor de lever af at lave dokumentarfilm. Idyllen bliver dog skudt itu, da Pierre møder den unge Elisabeth, og indleder en affære. Det hele udvikler sig dog hverken værre eller bedre end, at Manon også påbegynder en affære.

Herefter kunne man tro, at det skulle blive et moraliserende melodrama, hvor enten Pierre eller Manon skulle gøres til syndebuk, men sådan bliver det aldrig.

De deler begge meget ligeligt skærmtiden og fortælletiden, selvom det i sidste ende er Pierre og hans personlighed filmen spejler sig i. Hvor Manon er en udadvendt, smilende og socialiserende person, der diskuterer og snakker om hendes liv med vennerne, såvel som seeren, er Pierre en plaget og indelukket sjæl, der aldrig smiler eller deler sine tanker med nogen.

Stanislas Merhar, der spiller Pierre gør i denne henseende et fornemt stykke arbejde ved at tilføre en stilfærdig og underspillet dybde hos Pierre, der ellers let kunne have endt som en endimensionel og forfærdelig personlighed. Man kan mærke den vrede mod sig selv og omverdenen, der langsomt hober sig op hos ham, og det kan selv de mest intellektuelle argumenter ikke rode bod på. Og det leder os over til, netop det, der gør filmen god.

En enorm stor selvindsigt, men det betyder intet.
Alle karaktererne besidder nemlig en uhørt stor selvindsigt. Det er som om alle de involverede personer godt ved, at de er en del af et stereotyp melodrama, og derfor hele tiden kommenterer det. Det er i sig selv selvfølgelig ikke noget originalt, Woody Allen er f.eks. kendt for, at alle karaktererne i hans film er utrolig gode til at tale i langt tid om sig selv. Det der gør I skyggen af kvinder til noget særligt er, at de ikke er i stand til at handle på denne viden.

Lige meget, hvor mange gange Pierres elskerinde siger, at det ikke kommer til at fungere, eller når Manon er opmærksom på, at hun er i færd med sig egen selvudslettelse for at hjælpe Pierre, så gør de alligevel det forkerte, fordi det rigtige i sidste ende er alt for svært. På den måde virker alle begivenhederne mere autentiske og nærværende, og den forudsigelige slutning mere fortjent.

I skyggen af kvinder er den avantgarde franske, der altid bliver snakket om, når nogen påstår, at franske film ikke er for almindelige mennesker. Filmen er i sort/hvid, fyldt med storbymennesker, der er forvirrede i Paris, men samtidig har en ualmindelig stor selvindsigt. Det lyder meget krævende at se, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Alt for ofte bliver vi fodret med historier, som følger den samme fortællestruktur, og de få gange karakterne får lov til at dekonstruere deres egen eksistens er det som regel i en neurotisk Woody Allen film. I skyggen af kvinder er en film for alle dem, der gerne vil have noget andet, og når det er en så gennemført oplevelse, gør det ikke noget, at den falder ned i en forudindtaget kasse.