En discount udgave af Slumdog Millionaire.

Idol er den sande historien om, hvordan den fattige Mohammad Assaf fra Gaza-striben i Palæstina vandt musikkonkurrence ’Arab Idol’. Det er en rigtig solstrålehistorie om en mand, der har haft en drøm hele sit liv, og som mod alle odds lykkedes med at hive sig selv ud af slummet og blive verdensberømt.

Det er en fortælling, der er blevet fortalt mange gange før på film, og hvis jeg skal være lidt hård, så er Idol er på mange måder en discountudgave af Slumdog Millionaire. Det er en temmelig trist påstand når man tænker på, at denne film i modsætning til at oscarvinderen fra 2008 er baseret på en sand historie.

For filmen gør lige fra start af sig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at bruge den første halvdel af spilletiden med at fokusere på Mohammad Assafs barndom. Hans barndomsliv er så skarpt sat op, og belyser meget begavet de hverdagsproblemer, der altid er tid stede i Palæstina, at man føler der blive bygget op til noget større. Børnene vi følger her er så gode, at man bliver helt berørt af deres tragiske historie og næsten føler, at filmen er slut, da vi hopper 12 år længere frem til Assaf som voksen. Særligt Assafs søster Nour, bliver spillet af en så bedårende og betagende lille skuespillerinde, der har så meget karisma, at det virkelig bliver udstillet, at der mangler noget hos de fuldvoksne skuespillere.

Taber momentum i overgang fra barn til voksen.
Ikke nok med, at den voksne Assaf lider af et seriøst stenansigt, så er der slet ikke nogen karakterudvikling at spore i de sidste 50 minutter. Alle mennesker, der er værd at kende bliver introduceret som børn, og deres karaktertræk er identiske med deres 12-årige selv. Der er ganske enkelt ingen udvikling, og det får det hele til at fremstår noget langtrukkent.

Historien om disse mennesker fra Gaza-striben er heller ikke ligeså skarpt sat op her. De forsøger ellers at tegne et billede af, at Arab Idol-konkurrencen bliver et symbol på Palæstinas frigørelse, men det klinger virkelig hult, når den faktiske historie nok er mere på linje med, hvis Island vandt EM i fodbold. Det er en stor begivenhed, der kan samle befolkningen for en stund, men det ændrer ikke rigtig på noget – og det er lige netop Idols største problem.

Filmen lider virkelig under at være baseret på en sand historie. Den første halvdel er virkelig medrivende og rørende, men selve historien om en fattig palæstinenser med en smuk stemme, der vinder Arab Idol, er ikke spændende i sig selv, særligt når Assaf ikke har fået særlig meget ud af det sidenhen. Rejsen bliver også præsenteret her, så den er blottet for enhver form for dramatik, da udfaldet er givet på forhånd. Det ville nok på mange måder have været bedre, hvis det i stedet var en original historie, hvor filmskaberne kunne have taget nogle kunstneriske friheder og gjort filmen medrivende fra start til slut.

En ting er dog sikkert, og der er, at de har fundet nogle helt fantastiske børneskuespillere, som jeg håber vi kommer til at se mere af i fremtiden.