En oplevelsesfilm uden noget rigtigt budskab.

Vi kender alle den klassiske historie om kaptajn Ahabs besættelse af den kæmpe hval Moby Dick. Det har dog sidenhen vist sig, at det ikke blot var fiktion, men inspireret af virkelige hændelser. Dette er så filmen, der fortæller historien om disse virkelige hændelser.

I 1820’erne følger vi den erfarne førstestyrmand Owen Chase (Chris Hemsworth), der har arbejdet sig op fra bondestanden til snart at blive kaptajn på hans eget hvalfangerskib. Hans fortid gør dog, at han i sidste ende bliver forbigået af den uerfarne George Pollard (Benjamin Walker). På den måde er gnidningerne allerede begyndt mellem de to hovedpersoner, inden vi overhovedet er gået til søs, og det er også meget passende for det hele handler i virkeligheden om rejsen.

En uudgrundelig rejse.
For vi tilbringer det meste af tiden ude på havet, hvor de to øverstkommanderendes problemer virkelig får lov til at komme til overfladen, inden deres grådighed til sidst tager overhånd, da de tager på jagt efter kæmpe hvalen. Det hele går dog galt, og derefter bliver det en ren kamp for overlevelse på bekostning af al en menneskelighed, og det er her kæden på historien hopper af.

For ind til dette punkt har historien fungeret som en advarsel om ikke at begå overmod og, at erkende at mennesket måske ikke er det mest overlegende væsen i verden, men historien bevæger sig aldrig videre fra det.

Det betyder, at historien skal fortælles mellem linjerne og her efterlades ansvaret på skuldrende af Hemsworth og filmens billeder. Hemsworth fortsætter i samme stil fra Rush og fungerer som et solidt anker, der skubber historien fremad, selv når de bogstaveligt talt er ude i intetheden, men på trods af flere gode takter, er hans karakter langt mere endimensionel end f.eks. James Hunt. Dermed afhænger filmen i allerhøjeste grad af billederne, og her kan man godt se, at Ron Howard har tænkt stort, måske endda for stort.

Det visuelle bærer filmen.
For filmens stærkeste element er uden tvivl det visuelle. Scenerne til søs, og i særdeleshed dem med kæmpehvalen er scener, der ikke er svære at leve sig ind i, og selvom man kan se, at budgettet bliver strækket en kende for langt, så er der et langt mere tankevækkende budskab bag billederne, end karakterne og historien som helhed.

In the Heart of the Sea er ikke nogen stor film, men til gengæld er det en flot film. Hvor karakterne og historien er noget tyndbenede, så er den visuelle fortælling langt mere symbolsk og interessant. Så da den visuelle fortælling overtager filmens sidste halvdel er det en langt mere underholdende og medrivende film, det er bare ærgerligt, at det tager så lang tid, at nå der til, og at historien ikke kan matche billederne