Inferno

Posted in Biografen by - oktober 13, 2016
Inferno

Ron Howard har skabt en god thriller og et underholdende mysterium, dog ikke uden problemer.

4stars

Man kan lige fra starten af mærke, at Inferno er en meget mere dramatisk filmatisering end de to foregående Dan Brown-romaner (Da Vinci Mysteriet & Engle og Dæmoner). Da vi møder Robert Langdon er han nemlig ikke i gang med at blive rekrutteret til en skattejagt, imens han viser, at han er amerikaner. Nej, denne gang befinder Langdon sig på et hospital i Firenze, uden nogen erindring om, hvorfor han er der, eller hvad han har lavet de sidste tre dage.

Han får dog ikke særlig megen tid til at komme sig, for inden han ved af det, dukker der en betjent op, som forsøger at myrde ham. Det bliver det bogstavelige startskud på et kapløb for at finde en ny pest, der er blevet skabt af en galning, som vil udrydde det meste af menneskeheden for at redde jorden fra vores overforbrug.

Den bedste i serien.
Det er meget mere troværdigt, at Langdon ikke endnu engang bliver lokket ud på en skattejagt, men i stedet må kæmpe for at redde sit eget liv og måske hele menneskeheden. Jeg var faktisk interesseret i at få løst mysteriet i filmen, fordi hovedkarakteren var mere personligt involveret, og de skiftende alliancer viser sig da også at være mennesker fra Langdons fortid. Dermed ikke sagt, at jeg sad på kanten af mit sæde og blev grebet af den paranoide stemning, men derimod, at jeg havde lyst til at komme til bunds i sagen. Det vidner om solidt filmhåndværk, og det bærer filmen et godt stykke af vejen.

For da vi nærmer os den sidste del af filmen, og karaktererne for alvor begynder at vælge side, har Ron Howard af uransagelige årsager valgt at smide en ”ekspositions-bombe” ud til publikum. Det suger al spænding ud, da vi pludselig skal sidde igennem dræbende langsomme flashback-sekvenser af ting, der allerede er blevet forklaret. Det er tydeligvis bare med, så dem på de bagerste rækker kan forstå, hvad der sker, men det ødelægger fuldstændig momentummet, og det er endda på det mest højspændte tidspunkt.

Sidse Babett Knudsen skiller sig ud.
Når man har at gøre med et plot, hvor ingen er til at stole på, er skuespillet mindst ligeså vigtigt som resten af filmen, og ligesom historien, så fungerer det – for det meste. Sidse Babett Knudsen er fantastisk som altid, fristes man næsten til at sige. Der er et nærvær og en troværdighed i hendes adfærd, særligt når hun spiller overfor Tom Hanks. Hun er faktisk så god, at henimod slutningen, begynder hun at overskygge Tom Hanks, som man godt kan mærke er lidt vant til at spille den venlige helt. Hvor Sidse Babett Knudsen er enestående, står det i skærende kontrast til den kvindelige hovedrolle spillet af Oscar-nominerede Felicity Jones.

Jones virker ganske enkelt fraværende. Der er intet over hendes tilstedeværelse, der virker engageret, og det gør hende ikke bare kedelig, men gør mig også nervøs for, om det er det, hun bidrager med, når hun spiller med i en dyr blockbuster, hvor der ikke er tid til lange scener med karakterbeskrivelser – for så ser det meget sort ud for den kommende Star Wars-film. Det er en lidt hård kritik, men hendes skuespil opsummerer meget godt mine overordnede problemerne med Inferno.

For selvom den tredje film, uden tvivl er den bedste, så lider også Inferno af fundamentale narrative problemer. Vi får den bedste og mest samfundsrelevante fortælling i serien, hvor spørgsmålet om menneskehedens overbefolkning og ødelæggelse af jorden bliver taget til op til overvejelse, og så er Robert Langdon endda langt mere personligt involveret, i stedet for bare at være en naiv amerikaner, der rejser til Europa på skattejagt. Mysteriet er godt sat op, man ved ikke, hvem man kan stole på, og så får man ovenikøbet en historietime med.

Der, hvor kæden dog knækker, er i den vitale sidste akt, hvor sløret skal løftes for mysteriet og spændingen er på sit højeste. Pludselig falder tempoet dramatisk, og skurken bliver også fordummet til en sådan grad, at personen bliver svær at tage seriøs. Det efterlader en med en dårlig smag i munden, og det er til trods for, at historien som helhed er virkelig godt fortalt og begivenhedsrig indtil da.

  • Release Date: 10/13/2016
This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.