En opløftende, men autentisk historie som alle familier fortjener at se.

I 70’ernes USA finder vi den maniodepressive Cameron Stuart (Mark Ruffalo), der lever en komfortabel tilværelse med sin kone, Maggie (Zoé Saldana), og deres to døtre i Boston. Cams sygdom løber dog af med ham, hvorefter han må lever et liv delvist separeret fra sin kone og børn. Familien har dog ikke nogen penge, så da Maggie får mulighed for at tage en uddannelse, der kan give deres børn en ordentlig skolegang, bliver Cam nødt til at tage sige af børnene, da studiet er i New York.

Som du nok allerede har lagt mærke til, er tingene bliver tegnet temmelig skarpt op, som det så ofte er i film, men emnet bliver behandlet med så stor en naturlighed, at man kan skifte maniodepressiv ud med næste alle andre familieproblemer. Alle familie har stridspunkter, som de har svært ved at håndtere og ikke er særligt stolte af, og det samme er tilfældet i filmen og farens sygdom.

Ruffalo er yderst troværdig.
Men som så mange andre film, der ikke har flere millioner til special-effects, er det dog skuespillet, der i sidste ende er afgørende for filmen – og her bliver man ikke skuffet. Zoé Saldana gør det godt som moren, der ikke bare skal kæmpe for at få et job, men også med de klassiske kønsroller, der stadig er fremherskende i filmens 1970’ere. Det er dog Mark Ruffalo som den maniodepressive far, og i særdeleshed samspillet med hans døtre i filmen, at hjertet skal findes.

Det er en noget svær rolle Ruffalo giver sig i kast med. For alt andet lige, indbyder karakteren som maniodepressiv til en masse overdrevne udskejelser, hvor man virkelig skal vise sin bredte som skuespiller, men til Ruffalos store fortjeneste bliver det aldrig til en ”Showcase”-rolle. I stedet fremstår han mere som et mennesker, der hele tiden inderligt kæmper for at undgå og bryde sammen, og som gerne vil det godt, selvom det ikke altid lige lykkes. Hans store humørsvingninger gør ham ikke altid let for sine omgivelser, og til tider fremstår han endda skræmmende, når han får sine anfald, mens børnene har brug for hjælp.

Det betyder, at børnene til tider bliver nødt til at opføre sig som voksne, også selv vi gennem deres beundringsværdige barnlige tilgang til verden bliver mindet om, at de stadig er børn, dog uden det på noget tidspunkt bliver til en kunstig sødme. For de to døtre er nemlig også mennesker med deres egne holdninger og personligheder, som får lov til at være mere end blot et dramaturgisk spændingspunkt.

Infinitely Polar Bear er den helt perfekte film til vintermørket. Den opløftende fortælling om en familie, der bare gerne vil give deres børn en god opvækst er så gribende, universel og hjertevarmende, at man kun kan blive i godt humør. Vi bliver ikke serveret en overdreven lykkelig historie. De gode stunder er velfortjent, og det gør dem endnu mere opmuntrende. Tillæg så det autentiske samspillet mellem Mark Ruffalo og hans børn, og en historie, der er almengyldig, kan man ikke ønske sig meget mere. Selvom der nok er mange, der vil pille denne film fra hinanden, kan jeg kun personligt, på det varmeste anbefale den.