Ingen kender dagen

Kategori Biografen af - oktober 27, 2022
Ingen kender dagen

En interessant stiløvelse

Anette K. Olesen har lokket de fem forfattere, Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor, til at skrive hver deres fortælling, hvorefter de er blevet samlet til én film. Og man kan virkelig godt mærke, at ingen af forfatterne har talt sammen.

Der er ikke et tema, der binder fortællingerne sammen som i fx Crash, ej heller en uventet familiær relation som i Crazy, Stupid Love, eller hvor de mange skæbner fysisk kolliderer på en beliggenhed som i fx Snatch. I stedet er det eneste bindeled en ren teknikalitet. Historierne udspiller sig over den samme dag, og så springer vi rundt afhængig af, hvornår der sker noget i de forskellige plot, indtil det hele slutter med, at dagen er omme.

Konceptet holder manuskriptet tilbage
Men hvad så med de enkelte historier, er de så indsigtsfulde og tankevækkende? Svaret er desværre, nej. Det er nogle meget banale om end genkendelige fortællinger om helt almindelige mennesker. Tonen og skæbnesvangerheden varierer også meget fra plot til plot. Mødet med den Niels Brinkmann lignende Jakob Cedergren, der er sin kone utro for første gang, er fx en relativt morsom fortælling om folk, der lyver overfor hinanden, men samtidig krydsklipper vi til Trine Dyrholm, der er læge på et fly, der sender afghanske flygtninge tilbage til deres hjemland, og det er der ikke meget at grine ad.

Det er svært at komme uden om, at hele konceptet ved filmen holder skæbnefortællingerne tilbage. Ikke nok med, at det hele er meget overfladisk, så bliver vi endda efterladt med nogle meget åbne slutninger, da der ganske enkelt ikke er tid til at gå i dybden med dem. Meget af arbejdet tilfalder derfor publikum, der selv må tolke en morale ud af begivenhederne, men der er bare ikke så meget stof til eftertanke.

Jeg har svært ved at se, hvad meningen er med Ingen kender dagen for andre end filmskaberne selv. Den har helt klart sine meritter som en intellektuel stiløvelse, hvor man forsøger at kombinere vidt forskellige historier med hinanden, for at se, om det kan skabe nye tolkninger og konnotationer, men slutresultatet som cinematisk værk, efterlader en med flere spørgsmål end svar. Dygtige og prisvindende skuespillere som Trine Dyrholm og Jakob Cedergren gør hvad de kan, men selv de kan ikke redde en film, der ender med at forblive en god idé og ikke så meget andet.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.